Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Enkeltbilleder fra norsk-amerikansk litteratur og kunst - Dømmer ikke. Av Waldemar Ager
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
462
skridt man ikke mere skulde faa høre, og hvis stemme
aldrig mere skulde lyde i dette liv, og om den tomme
plads ved bordet eller i vuggen, om det var et barn,
og om det smertelige savn, var der megen graat. Han
hadde hat en egen evne til at rive op i de endnu friske
såar og faa dem til at bløde i menighetens paasyn.
Ethvert halvkvalt skrik fra den ulykkelige mor eller
egtefælle avfødte en lydelig stønnen over hele kirken,
og den undertrykte hulken avgav likesom et nødvendig
akkompagnement til hans egen ved en saadan anledning
graatfyldte stemme.
Pastor Welde var anderledes. Han forsøkte at gjøre
sin tale saa kort som mulig, og holdt likesom inde
hvor han traf til at komme i berøring med de hudløse
og saarede sind. Saa lindt for han frem, at man ofte
slet ikke fik bruk for lommetørklæet. Men det var jo
ikke at vente at en saa ung prest skulde ha det hjerte*
lag som gamlepresten, tænkte konene. Naar de la sine
übrukte lommetørklær tilbake i kommodeskuffen, var
det med en følelse av tomhet — av at de var blit be*
draget for noget.
Kirken var næsten fuld av folk, da presten kom.
Den gamle, venlige klokker fortalte ham for sikkerhets
skyld endnu en gang hvad slags mand den avdøde
hadde været, og han uttalte ogsaa det haap at pastoren
vilde benytte sig av denne leilighet til at gi en advarsel
til den avdødes kamerater og likesindede. Pastor Welde
lovte dette.
Der kom kisten og de sørgende indover gulvet.
Klokken i taarnet stanset sine slag. Det var som der
ikke var nogen klang, — det var bare det haarde metal
som gav lyd fra sig. Salmesangen var heller ikke som
den skulde være. Det var saa og saa meget lyd fra
saa og saa mange stemmebaand. Det eneste som lød
naturlig var undertakerens x hviskende instruks til bæ*
Bedemandens.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
