Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Paa Højfjeldet. (Oskar Fredrik. 1866)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forpost for den Fjeldstrækning, der under Navnet Horungtinderne
danner den højeste Del af Jotun- eller Sognefjeldene. Fanaraakens
Vægge synes dels dækkede med melkehvid Sne, dels tegne de sig
mørkt beskyggede, ja næsten sorte — hvad der ser temmelig
uhyggeligt ud — mod den kolde lysegrønne Farvetone, som Luften
altid antager i Nærheden af den evige Sne.
Horungtindernes Spidser i en Højde af 5—8000 Fod ere
bratte og taggede; Fjeldskodden synes ligesom at hægte sig fast i
dem, og naar et svagt Lufttræk stræber at bortføre de lette Skyer,
hvirvle de sig opad, og man faar en ikke saa unøjagtig Efterligning
af halvvejs sluknende, rygende Vulkaner, der forøger det
Ejendommelige i Billedet.
Foran os, til højre, finde vi uoverskuelige Snefelter og Højder,
og endda fortæller man os, at iaar er Snemassen usædvanlig liden
paa Fjeldet. Vi have forlængst lagt den sidste kvarterhøje
Dværgbirk bag og under os. Nu nærme vi os til Snegrændsen, vi naa
den, vi springe af Hestene for at kaste Snebold. Det er den 15de
August! Luften bliver hastig kold. Den ligner nærmest en af disse
klare og kolde Vaarmorgener i Stockholm, naar det blæser
Nordenvind; men den har alligevel noget langt mere opfriskende ved sig
og er aldeles fri for den ubehagelige, raa Skarphed, der fremkalder
Feber og andre Sygdomme. Her ved man jo neppe, hvad Sygdom
vil sige, her føler man tvertom, at Sundheden har hjemme, her drikker
man den i hvert eneste Aandedrag. Ligesom Blikket kan strejfe
frit over de uendelige Højsletter, saa indaander Lungen med Vellyst
den rene Fjeldluft. Man bliver paa samme Tid glad og højtidelig
tilmode. Tanken og Følelsen hæve sig med Jorden, udvide sig
med Udsigten, og Bevidstheden herom er saa meget behageligere,
som de nylig vare ligesom trykkede og betyngede af de
udoverhængende Fjelde i den trange Sæterdal. Man føler sig saa langt,
langt borte fra den Verden, i hvilken man sædvanlig færdes, næsten
skilt fra Jordlivet og pludselig stillet Ansigt til Ansigt med Naturens
almægtige Skaber. Man begriber sin egen Ringhed og Afmagt.
En Snestorm, og man er begravet, en Taage, og man taber den
eneste, med smaa Stenrøser sparsomt betegnede Vej, der skal føre
Fjeldvandreren til den fjerne Bygd.
Aldrig havde jeg været greben af en saadan Følelse, om ikke
kanske i en haard Storm paa det øde Atlanterhav eller maaske
ogsaa ved Synet af Sahara-Ørkenens Sandhav fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
