Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vettis-Gjelen. (H. F. Bøyesen. 1822)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ustyrtelige Dyb, og hvor alene Øxen kunde bane en højst usikker og
farlig Sti ved neppe haandbrede Skurer i den stejle, isfrosne
Snevæg. En vaklende Fod, et usikkert, ikke noksom bestemt Trin,
eller ogsaa den blotte Svindel, som altid truer med at overvælde
den uvante Vandrer — og man var i faa Øjeblikke død, knust og
begraven.
Det begyndte nu at regne, og da det Strøg, hvorpaa vi nu
vare, just blev anset for farligt formedelst Stenskred, ilede vi, alt
hvad vi kunde. Gjelens Bund udvidede sig nu efterhaanden noget,
og ved Høljafossen, en halv Fjerding omtrent fra Vetti Gaard,
er den paa det bredeste, nemlig henved 150 Skridt, og sagde man,
at dette er det eneste Sted, hvor den er saa bred, ellers aldrig over
30, ja paa nogle Steder neppe 6 til 8 Alen bred. Min Fører
Eivind forlod mig her og vendte ene tilbage med sin Øxe, som han
havde brugt saa vel, sigende, at nu vare alle Besværligheder
overvundne. Høljefossen har intet stort Fald; den er meget mere et
Vandfald i selve Utledals-Elven; men den har en Kraft, som neppe
nogen anden Fos, og styrter ud med et Brag, som bedøver Øret.
Et lidet Bjerg har sat sig fast i Gjelens Bund. Derved er Elven
bleven tvunget til at grave sig en trang Rende imellem dette Bjerg
og den store, høje Fjeldside. Og da nu Elvens hele Vandmasse trykker
herpaa, saa trænger den sig frem i en Bøjning omkring Bjerget,
hvor den mødes af en liden Tværside i Fjeldet, med en saa
uimodstaaelig Vold, at Stene, som fra Fjeldet styrte ned i Fossen eller
kastes deri, ikke synke tilbunds, men slænges langt bort af Fossen.
Det regnede nu saa, at det skyllede ned; og jeg skyndte mig
at faa Ende paa en, formedelst sine Besværligheder og Farer, saa
trættende Vandring. Stien gik nu stedse mere nedad imod Elven.
Fjeldet, ved hvis Væg vi den hele Tid havde ligesom været fæstede,
syntes at vige mer og mer tilside og tilstede en bredere, skjøndt
ubanet Adgang. Pludselig kaster det ganske af til Højre, aabner
en ordentlig Sidedal, og — førend jeg vidste et Ord deraf, stod
jeg paa Vettis Marker, ikke meget højt over Elvskorpen. Tung og
vaad af Regn, udmattet af Sved og af den besværligste Strabads,
var jeg glad ved at komme ned til den nærliggende Husmandsplads,
for i Ly at udhvile noget, førend jeg forsøgte paa at stønne op af
den meget lange og høje Bakke, hvorpaa Gaarden Vettis Huse ligge.
Paa Vejen dertil mødte Manden Ole og ledsagede mig op.
Familien havde just været til Bords, og hurtig blev alt bortryddet,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
