Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nordland. I. (Bjørnstjerne Bjørnson. 1869)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paa Stedet fortæller de store Sagn, som svæver over disse Steder,
og hvori Fjeldene tager dramatisk Liv, optræder som Jætter og
Jættemøer, Riddere og Jomfruer; det Storstilede deri bliver endnu
større ved den uoverskuelige Afstand mellem de Handlende i dette
Stendrama. De, der sejler og drømmer og digter heroppe, betragter
nemlig Mile som vi Spadsereture, og i den rene Luft ses ogsaa
Ting i elleve, ja tretten Miles Afstand, som man tror at kunne
komme hen til om et Øjeblik. Og det Lys, som skinner over denne
Eventyrnatur, aflader jo ikke. Vi er nu der, hvor der for nogle
Maaneder siden var en eneste Nat, men hvor der nu er en eneste
Dag. Samlede paa Dækket gaar Passagererne i Paavente af
Midnatssolen; man har hørt det, at hvilke Forestillinger man end bringer
med, de vil taage hen i selve Synets Naturmagt. Og det er sandt.
Strax den svømmende Ildkugle glider stort op over Horizonten,
hvor den kun et Øjeblik har havt Forbud, forvandles Himmel, Fjeld
og Hav. Selv kan den ses timevis med blotte Øjne; der staar
ingen hindrende Straaleglands omkring, al Brand er inden dens
Omkreds, men denne er ogsaa meget større, end man er vant til
at tænke sig den om Dagen, ja saa stor, at man i Begyndelsen
betages deraf og længe af intet andet. Endelig vinder Farven, det
er en rødglødende Meteor, som man kunde tænke vilde smelde i
Millioner Stykker og Stumper, hvis ikke Synets rolige Højhed,
Farvernes Harmonipragt i den Himmel, det majestætisk skrider frem
i, gav Fred, fuld og forklaret Fred. Naar en Skystump glider ind
over Kuglen, gjennembrændes den strax og bliver mørkere rød,
saa der tegner sig paa Solen som Fjelde eller Landskaber. Men
naar en Skystump glider ind i den farvefine Himmel, tændes blot
Kanterne, de gjøres hvid- eller rødglødende, mens det Indre holder
Farve og hæver derved alt Omliggende. Thi Himmelen staar i alle
Farveovergange, fra det stærkeste Blodrøde over Fjeldene til det
hvidgraa Ligegyldige i Højden, men dette saaledes, at du paa intet
Punkt kan sætte blot en Synaalsspids og sige: der løber den ene
Farve over i den anden. Dersom nu dette Syn stod stille, saa
kunde man maaske dog engang blive mæt deraf. Men det skifter
uafladeligt; nu er Solen mere violet, nu mere gulrød, nu med et
Slør over af Grønt, nu atter opklaret af Hvidt; men altid varm,
rød bag sine vexlende Slør. Nu glider en Taagestump ind, nu
glødes den, nu atter ud, nu hel blank Solbrand, nu atter en liden
lang Skystrimmel, som bæver og brænder og glider bort. Og den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
