Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - På vejen til Damaskus. — Baalbek. — Første indtryk af et af jordens paradiser. — Byens historie og dens historiske minder. — Moderne liv, i hjemmet og på gaden. — Kvinderne og deres sociale stilling. — Opdragelsen og undervisningen. — Literaturen og religionen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
31
boernes sædvanlige dragt med den stribede kumbåz (o: fodsid
skjorte) under en overfrakke af europæisk snit. Det viste sig at
være en ven af politiofficianten, og da han fik at vide, hvad jeg
vilde denne, blev han strax meget interesseret i mine rejseplaner;
han tilbød mig selv at være mig behjælpelig, og for at vise det
i gerningen travede han med mig ud i forstaden, hvor beduinernes
karavaner holde til, og hvor vi tilbragte hele dagen med at lede
efter en passende fører. Det slog imidlertid fejl, da alle de beduiner,
som kendte vejen og med hvem vi forhandlede, stillede for store
fordringer, men fra den dag blev Ahmed min trofaste ven, hvem
jeg senere så godt som daglig traf sammen med.
Han havde havde haft en ret besynderlig løbebane og vidste
meget af fortælle. Han havde egenlig begyndt med at være
møller, men da han så efter sin faders død arvede en mindre
kapital, gav han mølleriet en god dag og gav sig til at leve et
liv så lystigt, at han blev berømt i hele Damaskus, og jeg har
også selv hørt andre, ældre indbyggere, der, når de skulde
fortælle om forholdene i deres ungdom, særlig mindedes Ahmed
ibn Hassans ungdomsgalskaber. På den made fik pengene en
brat ende, og Ahmed søgte da at supplere det manglende ved
at give sig til at være smugler, og hans muntre eventyr og
kampe med de tyrkiske gendarmer hørte til hans gladeste minder ;
nu og da havde han jo nok gjort det af med en eller anden, og
der var også et par gange, hvor han af folk havde ladet sig
overtale for gode ord og bedre betaling til at skaffe dem af med
en uven; han havde således en gang dræbt en mand for
Abd el Kader, og det var hans livs store stolthed. Man skulde
se ham, når han sad gemytligt på kafeen eller hjemme hos sig
selv og fortalte herom: »— —så kom jeg lige bag på ham, og
førend han mærkede det, huggede jeg ham med sablen tværs
over halsen; så havde jeg jo tænkt, at emiren vilde give mig
tyve napoleons, men han gav mig tredive; ja, gid Allah vande
hans gravsted og give ham bolig i paradiset«.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
