Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tripolis og dens historie. — Europæiske konsuler i Orienten. — Anserijjestammerne og deres religioner. — Hos mutesarrifen i Lattakie. — På vejen til Antiokia. — Kong Antiochus' residens. — Hethiterne og deres arkitektoniske mindesmærker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
219
det mig så i reglen på selve stedet at undgå det anstrøg af
naivitet og übekendtskab med forholdene, som ellers vilde have
gjort mig til et sikkert bytte for bazarernes shakaler.
På samme måde kom jeg også forholdsvis på det rene med
regnskabet med min krovært, og da det var gjort op, forlod jeg
Lattakie med min ledsager, Djeneid, der strålede i en ny, blå
uniform med røde snore og med en rusten remington over
skuldren. Djeneid var Tyrk, men talte tillige arabisk, og på
dette sprog fik han snart indledet en konversation, medens vi
begyndte at ride op over skråningerne til de mægtige bjærg
tinder, der skille kong Antiochus’ gamle residens fra middel
havets kyst.
Disse bjærge frembyde i rent landskabelig henseende noget
aldeles fortryllende. Næppe en gang Libanon har så mange
vidunderlige udsigtspunkter at byde på, hvor det storslåede er
forenet med det venligt smilende. Efterhånden som vi kom op,
oprullede Middelhavet sin mørkeblå flade for os og synskredsen
blev stadig videre ; de mørke olivenlunde afiøstes nu af løvtræer
med andre nuancer, og hist og her begyndte endog de grå, blot
af mos beklædte klippesider at træde frem. Desværre viste det
sig her som så ofte, at vejens skønhed stod i omvendt forhold
til dens farbarhed; jo mere maleriske omgivelser der frembød
sig for os, desto mere halsbrækkende blev stien, så at jeg tilsidst
foretrak at se mig for fremfor at se mig om. Imidlertid gik det
rask fremad, og da vi midt på dagen gjorde holdt for at lade
hestene hvile og selv få noget at spise, forsikrede Djeneid, at vi
sikkert næste dags formiddag vilde være i Antiokia.
Under måltidet genoptoges samtalen, og Djeneid, der havde
fået den besynderlige ide, at jeg var Russer, gav sig derfor
ganske naturligt til at fortælle om den russisk-tyrkiske krig, hvori
han selv havde deltaget i Suleiman pashas armekorps. Jeg fandt
hos ham, som hos de fleste andre jævne Tyrkere, den tro
herskende, at det uheldige resultat navnlig skyldtes forræderi
blandt de tyrkiske hærførere, og dernæst Europas, særlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
