Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dagligt liv i en tyrkisk by. — Påvirkning fra Europa. — Softaerne. — Tyrkiske rangforhold. — Civile og militære. — Almindelige højtider: bryllup og begravelse. — Tyrkerne som ægtemænd. — Hvad man lever af? orientalsk ædruelighed. — Religiøse fester i Ramazan og Bairam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
305
frem. Det er noget, jeg allerede har fremhævet hos den arabiske
bybefolkning, men det fremkommer også her hos Tyrkerne, om
end maske ikke fuldt så i øjne faldende. Tyrkerens tilbøjelighed
til at holde skarpt på sin personlige værdighed får let for den
fremmede skæret af at stamme fra en slags stolthed, hvorvel han
ligeså meget indrømmer denne retten til på sin side at indtage
den samme stilling. Thi dette, at holde på sin personlige
værdighed, er for den dannede Tyrker altid hovedsagen; det
ytrer sig blandt andet i hans utilbøjelighed til at give sin for
undring til kende over for noget somhelst, idet han mener, at der
deri ligger anerkendelsen af en vis underlegenhed. Vis ham den
moderne opfindsomheds mærkeligste vidundere; lad ham høre en
fonograf eller lad ham se en revolverkanon i virksomhed, han vil
dog vide at holde sin grænseløse forbauselse inde bag tænderne
og bevare sit rolige ydre, som om han fra barndommen af var
vant til den slags sager.
Det er denne tilbageholdenhed, som har givet Tyrkerne ord
for at være stolte, noget, der egenlig ikke hører hjemme i deres
demokratiske karakter. Tyrkerne kunne være besjælede af en
fælles følelse af nationalstolthed og derfor betragte folk affremmed
herkomst med en vis ringeagt, særlig da de undergivne folkeslag
i deres eget rige, som Araberne og Grækerne, men den enkelte
af deres egen nation betragte de som deres egen jævnbyrdige,
når da ikke særlige forhold gøre sig gældende. Her kommer den
fælles muhammedanske opfattelse frem af menneskene som » Guds
tjenere« og dermed er lighedsprincipet fastslået; den ene kan
være rig og den anden fattig, den ene søn af en pasha og den
anden af en frugthandler, de ere dog begge to mennesker, begge
to Osmanner.
Man har ofte været tilbøjelig til at overse, at denne
betragtningsmåde allerede fra de tidligere tider har været
fremme i Orientens store despotier, og at disse i virkeligheden
derfor have været mere demokratiske end de mere kultiverede
europæiske stater. I det gamle Persien var lighedsbegrebet
J. Østrup. 2O
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
