Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dagligt liv i en tyrkisk by. — Påvirkning fra Europa. — Softaerne. — Tyrkiske rangforhold. — Civile og militære. — Almindelige højtider: bryllup og begravelse. — Tyrkerne som ægtemænd. — Hvad man lever af? orientalsk ædruelighed. — Religiøse fester i Ramazan og Bairam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
311
fritid at påtage sig arbejde for private folk, for således at hjælpe
lidt på det af staten lovlig afknebne budget.
Den samme forskel, som der er mellem soldaterne i og
udenfor Konstantinopel, gør sig også gældende hos officererne;
medens man i hovedstaden træffer stive, opstadsede skikkelser,
som i stram holdning ikke give de Tyskere stort efter, der i et
betydeligt antal tjene i sultanens hær, ere officererne i provinserne
nogle gemytlige, halvgamle svende, som med tøfler og opknappet
uniform sidde på kafeen og drive dagen hen ved en pibe og en
kop kaffe. Dog skjuler der sig ofte under dette ligegyldige ydre
en ikke ringe dygtighed; jeg havde især i Damaskus lejlighed
til at færdes i officerskredse, og traf der flere af disse halv
hundredårige løjtnanter, som havde været med i 1877 og som
uden at besidde udstrakte kundskaber på andre områder udtalte
sig med en klarhed "om de stedfundne begivenheder, der vidnede
om evne til at opfatte og uddrage de.rigtige følgeslutninger af,
hvad der blev iagttaget.
Ligesom i Frankrig har man også i Tyrkiet to slags officerer, dem
fra skolen og dem fra geleddet, og disse sidste kunne i reglen ikke
avancere ud over en vis bestemt grad (jiizbashi, omtrent svarende
til vort kaptajn). Ejendommeligt er det, at man ikke kender til
nogen aldersgrænse, og derfor kan man selv i de lavere grader
træffe mærkværdig gamle mænd; det bliver derfor rene oldinger,
der komme til at beklæde de overordnede poster, og europæiske
militærforfattere have også oftere påpeget dette som et af de
svageste punkter ved den tyrkiske hærordning.
I øvrigt har man i alle ydre militære forhold nærmet sig så
meget som muligt til de vesterlandske forbilleder. De gamle,
maleriske krigerdragter ere forsvundne og uniformerne fuldstændig
som de europæiske; kun hovedbedækningen lader en mærke for
skellen. Man har nemlig endnu bevaret den nationale røde fez
med den lange, smalle sorte kvast, der bæres af fodfolket og
rytteriet, medens artilleriet derimod har den klædelige shapka,
en sort lodden hue af samme form som fez’en, men uden kvast
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
