Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 23de kap. Djævelens punschebolle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
107
ti i snart fjorten dage havde veiret nu bare været
solskin.
«Jeg havde haabet, at vi skulde have beholdt
dette fine veiret helt til vi kom frem,» sagde Fred
og kastede forskende blikke paa den uveirssvangre
himmel, «men det er vel formeget at forlange. Men
lad os benytte opholdet saa længe vi har det.»
De gik afsted saa hurtig de formaaede vel et
par mil eller mere, da grunden begyndte at hæve
sig og de kom saaledes efterhaanden op paa en
bred aas. Fra høiden her saa de ned i en bred
dal, hvorfra de kunde høre brus som af en
hurtig-strømmende elv.
De gik ned i dalen og det varede ikke længe,
før de stod ved bredden af en rivende elv, som
skummende flød afsted i sin klippeseng, hvori den
dannede stryk og hvirvler.
Lige ved det sted, hvor de kom ned, havde
elven i den bløde sandsten udgravet en mægtig
jættegryde vistnok tolv fod i tværsnit og halvdelen
saa dyb.
Den var aldeles cirkelrund og siderne
skraa-nede jævnt indover ned til bunden. Slige
jættegryder kaldes i Amerika for djævelens
punsche-bolle og som en uhyre bolle saa den ogsaa ud.
Gryden var fyldt til randen af krystalklart vand,
som var saa gjennemsigtig, at de kunde se
sandkornene paa bunden.
Gryden fik tilløb af vand fra elvens overflod
og ud af den flød igjen vandet som en klar bæk,
som hang som et fint slør udover den lodrette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
