Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 25de kap. Slutning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
123
Med vagtholdet gik det forøvrigt som h:.n
havde antaget, ti da han tidlig paa morgenen
vaagnede, fandt han begge gutterne sovende og han
lod dem sove videre.
Da de vaagnede, skinnede solen fra en klar
himmel, og den friske, skarpe høstluft føltes som
en styrkedrik.
Deres næser blev kildret af en liflig duft af
stegt fisk, og da de skulde se vel efter, saa de
Hjortefod staa og stege fisk, som han, før de vaagnede,
havde været nede i elven og trukket. Gutterne
saa paa hinanden, skamfulde over sin efterladenhed.
«Det er din feil,» sagde Fred, «du skulde
have vækket mig, da det var min tur.»
«Det kunde jeg ikke godt gjøre,» svarede Tim,
«for da sov jeg selv.»
«Aa ja, jeg tror ikke, at jeg havde holdt mig
mere vaagen end du. Det er nok bedst at
Hjortefod vaager, naar noget staar paa.»
Hjortefod afbrød nu deres selvbebreidelser ved
at servere dem fiskene paa grønne blade, og at
de lod sig frokosten smage, behøver neppe at siges.
De var saa flinke i madfadet, at de glemte at
snakke. Først da der intet var igjen, fik de atter
munden paa glid.
«Idag vil vi vel naa frem,» sagde Fred, «hvis
intet støder til da.»
Hjortefod nikkede til svar.
«Og naar tror du, indianerne tidligst kan naa
hid til elven?»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
