Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjette Sang. Vagtstuen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
206
Som viste sig eri Engel god —
Selv frække Brent, ved Synet tæmmet,
Stod i Beundring taus, beskjæmmet.
8.
Hun talte kjækt: »I Kampens Mænd!
Min Fader var Soldaters Ven:
I Leiren gav han dem et Hjem,
I Slaget blødte han med dem.
Ei tappre Mænd fornærme kan
En Datter af en fredløs Mand !«
Da svared Brent, den første steds
Til Godt, til Ondt i denne Kreds:
»Jeg blues ved min Adfærd nu!
Saa en Landflygtigs Barn er Du?
Jeg fredløs og ved Jagtrets Lov —
Og Grunden kjender vel Need-Skov.
Ak, Rose! — stakkels Rose min!«
(En Taare faldt paa jernhaard Kind)
»Om end hun lever — er vel Dig,
Du fagre Mo, i Alder lig!
Hør, Kammerater! — Jeg vil gaae,
Vor Vagt-Kaptein herhid at faae.
Min Hellebard jeg lægger der
Paa Gulvet. — Hvo, som skrider her
Henover den, mod denne Mø —
Ved denne Piil han vist skal døe!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
