Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
95
sig frem i den disige Nordlysnat, og fjcernt borte
lod Klangen as Dumbjælder, der langsomt døde hen
og sank over i Nattens Susning
Men Dorothea hørte ikke Bjceldeklangen: det
var heller ikke udover Vinteregnen, det faldt, dette
sælsomt stirrende Blik. Det var sit eget vinterkolde
Smertensrige, hun betragtede, og hvis uendelige
Grændser huri tnngsindig søgte atmaale. Ak, Vaaren
vilde jo om nogle Maaneder bryde sejerrig frem
og aande solvarmt og kjærligt som en Brudgom
hen over·disse ligsvobte Strande, saa at de kastede
Gravlagenet og pyntede sig med Krokus og Kon-
valler, med Haabets grønne Spirer for at fejre
Gjenopstandelsens evige Paaskesest — meii over
hendes dødsdø11«ite Hjerte skulde intet forløsende
Vaarpunkt fare, saa at grønne Livleaalt flød frem;
det skulde evigt ligge Lig . . .
Atter lod det vilde Skrig i hendes Indre, atter
rejste Naturen sig til Modstand mod Forsagelsess-
kravet, dette sig altid nærmende, det, der havde
dræbt hendes Ungdomsblomst og bleget hende-3
Kind før Tiden. — Forsagelse, lumske Snigmorder
af et Ord! Allerede som ung Pige, mens hun
slugte Romaner, havde huii følt en instinktnroessig
Uvilje mod disse rørende, osserlystne Taareskikkelser,
disse blodlvse, martyriumsglade Dydsheltinder, der
lægger Hænderne i Kors ved hvert Slag af Skjæb-
nen, idet de sukker »Tak og Amen«, og nu skulde
hun selv hele Livet igjennem mod sin Vilje — o,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
