Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
39
thi han skulde hele Sommeren igjennem kun holde Skole
Fredag og Løverdag; om Søndagen maatte han møde i
Kirken med Børnene, men de øvrige Dage i Ugen var
han hjemme og maatte øve sin Skrædderkunst. Han
tiltraadte Stillingen d. iste Maj.
Stedet, hvor Skolen laa, hedder Lützel, og det var
temmelig langt fra Hjemmet, vel halvanden Mil. Vejen
dertil, som han nu i den skjønne Sommertid saa ofte
vandrede, er noget af det mest storslaaede i hele denne
romantiske Egn. Naar han kom ud af sin Hjembygd,
det dybt liggende Grund, gik det først en lang
Strækning stadig opad gjennem Skov, tre Fjerdingvej; saa
havde han naaet en Bjærgtop. Her laa saa en Højslette
for ham, begrænset til højre af Skov med vældige Ege
og Majbøge, der vare plantede i saa lige Linier, at de
lignede en preussisk Vagtparade, og for Enden af den
hævede en Bjærgknold sig, som kaldes „Auf dem
Höch-sten", fordi det er Toppunktet for hele Egnen. Op over
denne gik Vejen.
Strax forbi „Auf dem Höchsten" ligger Landsbyen
Lützel, højt og henrivende dejligt. Hvilken Udsigt var
der ikke heroppe! Man saa’ mod Sydvest de 8—9 Mil
fjærne Siebengebirge ved Rhinen, mod Syd Taunus 12 Mil
borte ved Frankfurt, mod Nordvest hindredes Udsigten af
Ebbegebirge. De før omtalte Ruiner af Gimberg- Slottet
viste sig i Nærheden. Naar Heinrich Fredag Morgen ved
Solopgang gik hjemme fra, nød han i fulde Drag al denne
Herlighed, thi faa havde et saa modtageligt Sind for
Naturen som han. Stundom var han naaet op paa
Bjærg-toppen førend Solens Opgang; naar han da saa’ den
hæve sig i øst og kaste sine Straaler hen over Toppene
og Skovene, medens alt nede i Hjemdalen endnu laa
med Slør over sig; naar den milde Morgenvind legede
med hans Lokker, og Fuglekvidret lød om ham, da kunde
han af Glæde smelte hen i Taarer. Ofte satte han sig
en Stund til Hvile i den høje Ensomhed og hengav sig
til fantastiske Drømme, hvori han syntes, at han var en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
