Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6o
igjennem. Paa den Maade bejlede begge Parter til ham,
men i al Hemmelighed, og Heinrich flyttede ind til en af
Forstanderne, hvor han foreløbig begyndte paa privat
latinsk Undervisning. Da nu Afgjørelsen skulde ske, viste
det sig altsaa, at Valget fra begge Sider var faldet paa
den samme, og det var jo saa meget godt. Men
samtidig forlangte Bønderne, at Latinskolen for Fremtiden
skulde skilles fra den almindelige Almueskole og være en
Skole for sig selv; hidtil havde de været forenede med
to Lærere, som gjensidig hjalp hinanden. Da blev
Præsten vred, fordi de kom med Fordringer; sligt havde han
aldrig kunnet taale. „Gud tilgive mig min Synd!" udbrød
han, „dér saa’r Djævelen igjen sin Klinte. Hvoraf skal
eders Rektor saa leve?" — „Det bliver vor Sag, ikke
eders!" var Svaret, thi det materielle skulde Beboerne
sørge for, men Præsten stod for at besætte Embedet. Da
fo’r Vreden ud af Præsten. „Hør!" raabte han til
Formanden, „I er en ærkedum Karl, et Fæ, saa stort som
noget paa Guds grønne Jord — skrup jer hjem!" — „Hvad?
I skjælder mig ud?" — „Gaa, store Nar! I faar nu ikke
jeres Jung, saa sandt som jeg er Præst." Og dermed
gik han sin Vej. Saaledes blev det hele til Vand, og en
anden blev Rektor.
Pastor Seelbach levede ikke ret længe efter denne
Begivenhed. Med al hans Myndighed og tyranniske Væsen
var der meget godt ved ham; de fattige gik aldrig uhjulpne
fra ham, og han var baade retskaffen og god af Hjærtet.
Men til Uheld for ham var hans Kone af fornem Familie,
og det virkede paa ham, som paa saa mange andre, at
han holdt Hovedet højt og vilde dominere. Meget af det
stødende ved hans Fremtræden maa desuden skrives paa
Tidens Regning; hvad der nu er umuligt, var dengang
almindeligt. Da han mærkede, at det lakkede mod Enden,
bad han offentlig fra Prædikestolen alle om Tilgivelse,
som han havde fornærmet, men kunde dog ikke lade
være med at tilføje, at de vilde komme til at savne ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
