Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
57
Vendela saa alvorligt og tankefuldt ud over
Landskabet.
»Men,« fortsatte Hugo, »om jeg ejede den
Gave, vilde jeg staa stille som en Mus, — staa
alene og stirre ud over denne Mark, denne brede
Aa, dette herlige danske Landskab, spejdende,
spændt ventende, lyttende, for at tvinge Naturen
til at oplade sin Rost, til at sige mig, hvad det
er, der taler saa sært betagende og dog befriende
til mig. Og naar jeg saa kunde fornemme det,
saa vilde jeg skrive det ned, skrive det som jeg
foler det, og som Du føier det — skrive det, saa
hvert Barn skulde kunne læse sig det til, saa
Aftenstemningen, Freden, Hvilen, det betagende og
det befriende skulde lyse ud af hver skreven
Linie, lyse og straale fra hvert Ord af det, jeg
har skrevet, lige saa klart, lige saa guddommelig
stærkt, som Naturen selv.«
»Og saa?« spurgte Vendela underlig sagte,
paavirket af Hugos dybe, klangfulde Stemme.
»Saa vilde jeg sælge det, faa det rost i
Dagpressen, betale mine Kreditorer med Udbyttet,
hvis der blev noget, og sende Dig et Frieksemplar
med Dedikation.«
»Fy Hugo! Du tror vist, Du er morsom.«
»Jeg er søgt, Du— det ligger ikke for mig.«
»Jeg kan godt lide at høre Dig tale saa kønt,
som Du gjorde for, Hugo. Der er ærlig Vilje i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
