Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
235
Menneske: Jeg ved ikke, hvad det er, man
kalder Kærlighed. Men jeg ved, at den Kvinde,
jeg vil gore til min Hustru, vil jeg skænke det
bedste, jeg ejer. Og jeg tror, at Summen af alt
det, jeg vil skænke hende, vil være værdigt at
kaldes med det Navn, som lyder saa hyppigt og
derfor misbruges saa tidt. Jeg tror, at det Forsyn,
der vaager over os Mennesker, har sine Planer
med os, og jeg tror, at det er dette Forsyns Vilje,
at Vendela og jeg skal være Mand og Hustru.
Jeg tror, at Viljen, der bærer alt Livsværk fremad,
ogsaa vil bære mit og Vendelas frem. Og min
Vilje kender jeg, den stoler jeg paa.«
Hugo følte sig underligt berørt af den
alvorsfulde Tone, hvori Flemming talte. Det var, som
adlød han en Befaling, handlede han efter forud
givne Skæbnebestemmelser, som intet kunde
modstaa. Og samtidig syntes han, at han selv
forstod det, der var hændet, at det maatte ske, som
det var sket, at det ikke kunde være anderledes.
Han saa Bjørnø i det fjerne og følte den
Trolddom, der knyttede sig til dette Sted, hvor
Skæbner syntes at spændes paa en Væv, som
overnaturlige Hænder slog.
Kongedatteren jog over Mark og Enge til
Hest, medens Falken svang sig mod Sky, og
Skummet stod fra Gangerens Mile og dampede
paa dens Bringe. Og Kongesønnen kom. Han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
