Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
248
Ælde havde udslettet sammen med Vaabenskjoldenes
Tegning.
Alle ventede og lyttede.
Saa tonede Orgelet — forunderlig rent med
spæde fløjtende Toner. Det var ikke den Brusen,
der lyder i de store Kirker, det var mere som
jublende Klang fra Fuglebryst, lyst, let, frejdigt.
Alles Øjne vendte sig mod Døren.
Bruden, slank og kostelig klædt, skred frem
ved sin gamle Onkel Rudolfs Arm.
Bleg var han. Hans Ansigt var furet af
Rynker, hans Øjne hvilede dybt i deres Hulninger-,
men rank og med faste Skridt gik han frem over
Kirkegulvet, klædt i sin grønne Uniform med
blinkende Kors paa sit Bryst.
Og det syntes, som holdtes han oprejst af en
ubetvingelig Styrke, der spændte hver Fiber i hans
Legeme. Døden var over ham, Døden læstes i
hans Øje, paa hans Pande, men han vilde leve,
leve til hans Gerning var fuldbragt.
Og Vendela støttede sig til ham. Han
vaklede ikke, hans Blik var rettet mod Højalteret, og
der spillede et Smil om hans tynde blaa Læber
under det kridhvide Mundskæg. Nat efter Nat
havde han bedt til den strenge Herre deroppe,
for hvem han ydmygt bøjede sit Hoved. Og en
Gang endnu blev det ham forundt at iføre sig de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
