Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Den fri Kommando i Kara-Minerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Den fri Kommando i Kara-Minerne. 311
Henimod Kl. 9, da jeg havde taget min Notitsbog op af Lommen og
var begyndt at skrive, hørte vi en stærk Banken paa en af Skodderne. Fru
Kolenkina udbrød med hørlig Hvisken: »Det er Gendarmerne! Lad dem ikke
komme ind! Sig dem, hvem af os, der er her, maaske giver de sig tilfreds !«
Alle tav, og jeg syntes at kunne høre mit Hjerte banke, medens Frøken
Armfeldt gik hen til Døren og med kold Selvbeherskelse sagde til Gendarmerne :
»Vi er her alle, min Moder, jeg, Kurtejef, Fru Kolenkina og . . .« — de andre
Navne forstod jeg ikke. Efter nogen Talen frem og tilbage syntes Gen
darmerne at fjerne sig. Frøken Armfeldt lukkede og laasede Døren og
sagde smilende, da hun atter traadfce ind i Værelset: »De gav sig tilfreds,
de forlangte ikke at komme ind.« Derpaa føjede hun til paa engelsk, idet
hun henvendte sig til mig: »Gendarmerne besøger os tre Gange om Dagen
for at se, hvad vi tager os for og for -at forvisse sig om, at vi ikke
er flygtede. Deres Besøg er imidlertid mere en Formsag; det er ikke altid,
at de kommer ind.«
Den afbrudte Samtale kom atter i Gang; i mere end to Timer lyttede
jeg nu til Skildringer af Fangernes Liv i Fængslet, paa Landevejen, i Minerne
og besvarede, saa godt jeg kunde, Fangernes ivrige Spørgsmaal om den revolu
tionære Bevægelses Fremgang i Rusland. I Samtalens Løb tiltrak en Mand,
af hvem jeg hidtil ingen Notits havde taget, og som ikke blev forestillet for
mig, sig min Opmærksomhed. Han syntes at være i Trediverne og havde et
underligt blegt, udtryksløst Ansigt og store, blaa, fremstaaende øjne. Han
havde sat sig paa en lav Træskammel lige overfor mig, støttede sine Albuer
paa Knæene og Hovedet i Hænderne og stirrede ufravendt paa mig med et
underligt tomt Blik. I den første Pavse, som opstod, sagde han pludselig
ganske uden Foranledning i en klangløs, slæbende Tone: »Vi — har — vor
— egen — Kirkegaard. — Har — De — ikke — Lyst — til — at — se
— den?«
Maaden, hvorpaa han talte, og Spørgsmaalets Natur satte mig i den
Grad i Forbavselse, at jeg i første Øjeblik intet Svar fandt. Saa for den
Tanke som et Lyn gennem mit Hoved, at hans Aand maatte være omtaaget.
Ligesom, efter de Quinceys Mening, Bankningen paa Døren efter »Macbeth«s
Mord forøger den af Tragedien fremkaldte Ophidselse og forøger Rædselen
over alt det, der er gaaet forud, saa fik det forunderlige, uventede Spørgsmaal,
der mindedé om Afsind og Død, de Historier om menneskelig Elendighed,
som jeg havde hørt, til at fremtræde endnu skrækkeligere og forøgede endnu
mere den Ophidselse, som havde bemægtiget sig mig over for Tvangsarbejdets
store Tragedie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
