Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XX. Mine sidste Dage i Sibirien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mine sidste Dage i Sibirien 431
Malinin. der havde været særlig elskværdige imod os, og begyndte med et
Trespand af »fri« Heste vor Fart til det 475 Mile derfra liggende Tomsk. I
Stedet for at vende tilbage til Krasnojarsk ved Jenissej, hvad der vilde være
en lang Omvej, besluttede vi, lidt nedenfor Minusinsk at forlade Floden og ad
den kortere Vej over Stepperne at køre til Tomsk, i det vi lod den store sibi
riske Landevej ligge paa vor højre Haand.
Den hele Dag gik, uden at der hændte os noget særligt; sent om
Aftenen, netop som vi fra Floden vendte os til en lille Bondeby, hvis Navn
jeg har glemt, blev vi og vore Heste opskræmmede ved den uventede Tilsyne
komst af en vildt udseende Mand i en lang, pjaltet Faareskindsfrakke. Han
sprang pludselig under en fremspringende Klippe frem paa Vejen, i det
han med hæs Stemme tilraabte os en uforstaaelig Advarsel og samtidig
svingede et brændende Bundt Birkebark og Halm frem og tilbage i Luften.
»Hvad betyder det?« sagde jeg til vor Kusk, da vore Heste for
skrækkede veg tilbage.
»Det er Pestvagten,« lød Svaret. »Han siger, at vi maa lade
os ryge.«
Kvægpesten havde den Gang antaget en stor Udstrækning i den
øvre Jenissejdal, og det lod til, at Beboerne af denne Landsby, i Haab om at
bevare deres Kvæg mod Smitten, havde trukket en Sanitetskordon omkring
deres Landsby. Belært om Rygningens fortræffelige Virkning, underkastede
de nu ethvert Køretøj, der overskred Landsbyens Grand, denne Proces. Pest
vagten brændte Halm, Birkebark og andet let brændbart Materiale om og
under vor Powoska, indtil vi var halvt kvalte og vore Heste som rasende af
Frygt, hvorpaa han med værdig Alvor forsikrede os, at nu var vi »rensede«
og kunde drage videre.
Dagen efter vor Afrejse, om Fredagen, blev Vejret koldt og stormfuldt.
Efter at vi havde forladt Jenissej, blev Vejen meget slet og sent paa Etter
middagen blev vi, ude paa en stor trøstesløs Slette, 30 eller 40 Verster Vest
for Jenissej og omtrent 150 Verster fra Minusinsk, overraskede af en hylende,
arktisk Storm. Vejen var snart fuldstændig tilsneet, Hegn eller Telegraf
stænger, der havde kunnet tjene os som Rettesnor, fandtes ikke, vi kom ikke
hurtigere frem end om vi var gaaede tilfods, og hver 3—400 Meter maatte vi
stige ud og trække og løfte vor tunge Powoska ud af den sammenblæste Sne.
Efter at Mørket var brudt frem, for vi vild i en Labyrint af Snehøje, i hvilken
vi kom langsomt eller slet ikke frem, og i hvilken vore trætte, modløse Heste
blev staaende. Forgæves kærtegnede vor Kusk dem, bandede dem og piskede
løs paa dem, de vidste kun altfor godt, at de var komne bort fra Vejen, og
at der intet andet kom ud deraf, end hele Natten at løbe omkring uden Maal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
