Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
155
Helen her en vakker dag under omstændig
heternes tryk hadde smudset sine læber med en
løgn! En ganske liten, som hun nu under taarer
og selvbebreidelser var gaat til bekjendelse om.
Der findes ikke ord, som skulde kunne maale
de to gamle frøkeners forstenelse. Likesaa gjerne
kunde himmelhvælvet for den saks skyld i deres
øine ha krøllet sig sammen og være styrtet ned
med et brak. Side om side sat de der nu i isnende
blek, ordløs høitidelighet og bare stirret paa den
skyldige, der hun hadde kastet sig for deres føtter og
med sit ansigt begravet snart i fanget paa den ene,
snart paa den anden av dem; laa der jammerfuldt
storhulkende, tigget aa, saa ynkværdig om
litt tilgivelse og medynk, mens hun forsøkte at kysse
deres hænder. Men bare for at se dem trække sin ha.and
til sig, som var den blit besudlet ved et kys av
disse læber, og bare for som eneste svar paa sin
jammer at fia dette spørsmaal gjentat to og tre
ganger i stivnet, iskold forfærdelse fra den ene av
de to søstre:
«Du . . . har . . . løietl?»
Og den andens akkompagnement hertil, i samme
forstenede, frysende avsky:
«Du tilstaar det seiv? . . . Du negter ikke for»
at hvad du sa, var en løgn ?»
De orket ikke si mere. For disse to var denne
situation i sig seiv noget ufattelig, utrolig. Saa de
endog maatte erklære sig fallit paa ord at uttrykke
sig i og midler at gripe til.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
