Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
159
moderkjærlighets ild, og hun aapnet sine armer
imot hende som et vinkende skjul og tilflugtssted,
«Nei, vent!» sa tante Hanna strengt og rakte
haanden ut for at hindre jentungen i at følge ind
bydelsen.
«Helen,» sa den anden tante, ikke mindre
strengt befalende, «du fortæller din mor alt! Rens
din sjæl og la intet forbli uskriftet!»
Og Helen blev staaende tilintetgjort og ulykkelig
foran sine dommere og hvisket hele den bitre til
staaelse frem, fra begyndelse til ende. Saa brast
det for hende, og hun skrek ut i jammerfuld bøn
om skaansel:
«Aa, mor, mor, kan du tilgi mig, kan du tilgi
mig? For saa grænseløst ulykkelig!»
«Tilgi dig: Aa, kom i mine armer, velsignede
barn! Skynd dig, læg dig ind til mit bryst og
kom der til hvile og ro ! Om det var tusen løgne
som dine læber ...»
Der hørtes en lyd en strengt advarende
av nogen, som rømmet sig. Tanterne stirret op og
saa sig rundt og følte sig forvandlet til sten Ti
foran dem stod den gamle huslæge og saa ut som
en tordensky. Kun mor og datter visste intet om
hans indtræden, der de laa tæt sammenknuget, med
hjerte mot hjerte, døve og blinde for alt utenfor
dem, i sin fælles, altopslukende lykkefølelse.
Mindst et par minutter blev doktoren staaende
der og med ildevarslende øine bare sluke denne
scene foran sig. Samtidig som han studerte og
gjennemforsket den og lette efter dens aarsaker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
