Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alt var den nær, den Dag, som skulde lønne
Den raske Thorkild med en yndig Brud,
Den Dag, til Hymens Glæder af den Skjønne
Med Længsler og Samtykke kaaret ud —
Men Vee dig unge Møe, din Frvd blev Graad!
Vee dig, dit glade Haab opslugte Havet —
Din Ungdoms Ven drog ud i lette Baad,
Et Sneefjeld faldt — din Thorkild slugte Havet.
Saa spaaer en skjøn og herlig Morgenrøde
En festlig Dag — med Pragt staaer Solen op,
Naturen seer den jublende i Møde,
Den møder Sang fra Dal og Klippe-Top,
Men brat en Skye indtager Himmelen,
Og skjuler Sol og Dag bag sorte Vinger;
Den brister — fra dens Skjød Fordærvelsen
Med Tordners Knald faer ud paa Lynets Vinger.
Camæne mael! — dog hvilken Haand kan male
Den stumme Sorg i Elskerindens Brvst,
Det Gysende i hendes sjeldne Tale,
Den Kummer, som forsmaaer hver buden Trøst!
Hun søger kun sin elskte Thorkilds Lig,
Tungsindig vankende ved nøgne Strande,
Den fjerne Skov gjentager bittre Skrig,
Naturens Suk med hendes Suk sig blande.
Hun finder ham — i Strøm af hede Taarer
Udgyder Hjertets bittre Kummer sig,
Hvert Minde af forsvunden Glæde saarer
Den ømme Barn, som nys var lykkelig —
Med slige Ord fortolker hun sin Nød:
«O Vee mig! alt for sandt — du er ei mere,
«Den Mund er kold, som kjelne Kys mig bød,
cO Vee mig! den skal aldrig byde flere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
