Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
43
vers og fortællinger. De kom ut i Halifax, og det
later ikke til at nogen læste dem.
Under hendes sidste sykeleie vilde presten ikke
overlate nogen fremmed nattepleien, han vaaket altid
selv hos sin døende hustru. Og om dagen, naar det
hørtes op i sykeværelset at presten stormet og støiet
i huset, sa hun til pleiersken: «Skulde jeg ikke være
taknemlig for at han aldrig har sagt et heftig ord til
mig ?»
Saa gik hun hort, og faren sat igjen med alle de
smaa. Han forsøkte ikke længe efter at skaffe sig
en medhjælp til at ta vare paa dem: fridde til en gammel
flamme, men hun betakket sig for den ensomme pre-
stegaard og de seks stedbarn. Et aarstid efter rykket
tante Branwell ind — morens ældste søster. Hun var,
som «den gamle tante» i virkeligheten ofte var, en
uavhængig dame med litt midler, og hun opgav en
beskeden, men fri og hyggelig tilværelse hjemme i
Penzance med det deilige klima og alt det enkle, men
«distingverte» selskapsliv, som Miss Branwell elsket
meget høit. Men nu trængte søsterens barn hende,
og saa reiste hun til Haworth, hvor hun gjorde sin
pligt og vantrivdes ved ensomheten, det kolde, fugtige
stenhus og heierne og Yorkshirefolkene. Hvad hun
hadde at gi av ømhet, fik nevøen Branwell — bror-
parten av alle disse menneskers ømhet og ærgjerrig-
het og alle deres fremtidshaab ødsledes jo paa den
eneste vakre rødhaarede gutten som saa hurtig og
uten sidespring ind paa dydens stier gik benveien i
hundene. Smaapikerne omfattet tante med respekt
og tempereret hengivenhet, og til sin dødsdag levet
de alle lydig efter den «plan for dagen» som tante
hadde lagt for dem da de var smaa, Hun lærte dem
op til fuldkommenhet i al kvindelig gjerning, og tro
mot tante Branwells minde forsømte søstrene aldrig
for sit forfatterskaps skyld den strykning og brødbak-
ning og skjortesøm og strømpestrikning som later til
at ha foregaat uavladelig i Haworth prestegaard. For
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
