Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
177
Fru Honoria rettet sig i stolen; hun rettet
sit store bryst frem og strøk et støvfnug av det
blaa kraveslaget. ...
«De misforstaar mig, Guld-Mine,» sa hun, —
«det er mig, som byr Dem en rekreation — en
opmuntring.»
Hun trængte ikke ha sagt det.... Guld-Mine
hadde snudd sig mot komoden — hun trak i
frynserne paa komodeduken. Og hun tænkte
ikke klare og tydelige tanker længer; men med
alle nerver i kroppen visste hun, at hun hadde
gjort sig naragtig. Det var ingen hændelse.
Det var enken efter konsul Salmeyer, som sat
her i kammerset og bød hende en fattighjælp.
Fru Honorias stemme var blit høi og skjør
— Guld Mine mindtes den ifra basarerne, naar
nummerne blev ropt op.
«Jeg har jo ofte møtt Dem paa gaten — i
kirken — og jeg kjender jo Deres kaar — jeg
vet jo, kjære jomfru Iversen, at De ofte om vin-
teren —>
Nu var det ikke noget ord fra Guld-Mine,
som stanset fru Honoria Salmeyer; det var bare
en liten bevægelse, den gamle piken gjorde med
hænderne. Maaske en tilfældig bevægelse,
tænkte fru Honoria siden....Men hun fuldførte
ikke sætningen. Hun sa:
«....Og saa besluttet jeg mig til at spørre
Dem, om De vil være nogen uker paa villaen
— for at hvile Dem, for at komme Dem.»
12 — Nini Anker: De vaabenløse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
