Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Reise til Verdens Ende. gå 23
En søndagsmorgen gik mor og min bror Thomas Snilgut
i besøg. De skulde op i sæteren til Thora for at faa kaffe og
god mad. Og saa skulde de faa se hendes nye Lillepige.
Det var en liden en, som ikke havde navn det, og som laa
hele dagen og smilte og sugede paa sine tommelfingre.
Da de var væk, lagde bedstemor sig bort i hjellen. Jeg
maatte gjøre det samme og fik streng befaling til at »sovne
straks paa timen<. Sovnede jeg ikke straks, da vilde hun
lade mester Erik danse en dans paa min ryg, sa hun.
Netop da jeg skulde føæste søvnen, opdagede jeg Johan
Arndt, som var glemt igjen paa hylden over sengen.
Sagte og langsomt lurte jeg mig op fra bedstemors side
og greb efter den tunge bog. Mens jeg stod og betragtede
den med opmerksomhed fra enhver kant, begyndte hun plud-
selig at snorke i søvne. Da blev jeg med et saa ræd, at jeg
slap den store bogen, der faldt bent ned paa hendes næsetip.
Nu blev der spektakel, kan du tro, Bedstemor sprat op
»Har jeg ikke stedse og altid sagt det til dig, gut, at du
aldrig skal røre denne gudelige bogen!« raabte hun og gav
mig en hvas jafs først under det venstre øre og derpaa en,
som var endda hvassere, under det høire.
Det siges ofte, at gamle folk er svage; men de er nok ikke
saa svage, som vi mener, for det sved, og det kløede i mine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
