Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70 Hallvard Bergh.
Det faldt mig derfor ind, at det sikkert maatte have
været Vorherre, som havde kaldt paa mig. Han vilde vist
lade mig vide, at Han var selv tilstede her i skogen hos mig.
Denne vished gjorde mig med et saa tryg, at jeg uden videre
lagde mig ned paa en helle for at sove.
Var det vel nødvendigt at være ræd nu, da Vorherre var
kommen hid for at passe mig! Rævene havde ingen magt til at
gjøre mig noget ondt, eftersom Han selv var her i nærheden.
Alligevel undrede det mig, at Han ikke var større paa
det, end at Han vilde komme til mig i denne ødemark og
det endog midt paa mørke natten. dJo mere jeg tænkte over
dette, jo underligere syntes jeg, det var. Han maatte være
merkværdig snil, maatte Vorherre. Jeg begyndte at holde
hjertens inderlig af Ham; jeg maatte svelge graaden alt i et,
og taare paa taare trillede ned over mine hede kinder.
Saa snart jeg havde tænkt mig lidt om, var det dog ikke
frit for, at jeg følte en klem for brystet. Han kunde maaske
komme helt hid til mig. Da vilde han se, at jeg ikke blot
havde mistet min ene sko, men ogsaa min vakre, røde tophue.
Det store, staselige skjærfet til far havde jeg dog ikke tabt
bort alligevel, for det var viklet 3 kast om halsen paa mig
og knyttet med en stor knude.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
