Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Moderen ved sit Barns Grav, af H. F. Ewald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
At kysse Dine Taarer bort,
Naar Sorgens Skygge flygtig, kort
Dit lille Hjerte kom for nær,
Det var Din Moders Syssel kjær.
Din Alvor, naar Du hos mig sad
Og lytted til min Tale glad,
Den spaaede mig saa rig en Høst,
Den varsled om min Alders Trøst.
Ak, elsked jeg Dig altfor ømt,
Har jeg for meget med Dig drømt?
Kom derfor Dødens Engel brat
Og brød min Rosenknop, min Skat?
Den faureste i Haugen min
Nu visner under Sneens Liin,
Da blev det dødt, da blev det tyst,
Da blev det Vinter i mit Bryst.
Den friske Grav, hvortil vi gaae,
Den hvide Steen, vi lagde paa,
Den Lok, jeg bærer ved mit Bryst,
Blev kun til Rest som fattig Trøst.
Lær mig, o Gud! at troe det fast,
Da hendes søde Øine brast,
Da fløi hun til Din Faderfavn,
Hvor der er ikke Sorg, ei Savn!
Lær mig at see det, Jesus Christ!
Hos Dig hun trives herligt hist;
Opelsket af sin Frelser kjær
Udfolder sig min Rose skjær.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
