Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ordre til at kjøre ud af Byen. Resten af Dagen
og hele Natten flakkede han saa om paa Maa og
Faa. Hvert Øjeblik stod han stille og vred sine
Hænder; det ene Minut skabede han sig som en
Vanvittig, i det næste forekom det Hele ham
latterligt, ja endog morsomt. Stiv af Kulde søgte
han endelig, henad Morgenstunden, ind i et usselt
Gjæstgiversted, som laa udenfor Byen, forlangte et
Værelse, og satte sig paa en Stol henne ved
Vinduet. Der kom en krampagtig Gaben over ham.
Han kunde neppe nok holde sig oprejst længer,
han var fuldstændig udmattet — og alligevel følte
han ingen Træthed. Han sad og stirrede ud ad
Vinduet, og kunde ikke faa i sit Hoved, hvad det
var, der var hændet ham, hvorfor han sad her saa
alene, med iskolde Lemmer, Galde i Munden, en
Centnervægt paa Brystet, og i et tomt, fremmed
Værelse. Det var ham ufatteligt, hvad der kunde
have bevæget Varja til at give sig hen til denne
Franskmand, og hvordan hun, skøndt hun vidste,
at hun var ham utro, kunde have vedblevet at være
ligesaa rolig og ligesaa venlig og fortrolig imod
ham som ellers.
»Det er ubegribeligt!« mumlede hans tørre
Læber. — »Hvem kan saa svare mig for, at hun
ikke allerede i St. Petersborg ....?!« Han
fuldførte ikke Sætningen, gabede igjen uvilkaarlig,
fo’r sammen over hele Kroppen, og strakte sig.
Baade glade og sørgmodige Erindringer trængte
ind paa ham og pinte ham; han kom pludselig til
at tænke paa, at hun for nylig, engang han selv og
Ernest var tilstede, havde sat sig til Klaveret og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
