Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
105
kom der nu en Mo’rlil, der var næsten ligesaa
gammel som han, og hvis rystende Hoved var
bundet ind i et Klæde, som naaede helt ned til
Øjenbrynene. Udtrykket i Øjnene var sløvt, men
vidnede om Beredvillighed, om mangeaarig tavs
Underkastelse og desuden — om en vis ærbødig
Medlidenhed. Hun kyssede Lavretzkys Haand, og
blev saa staaende henne ved Døren og ventede paa
hans Ordrer. Han kunde ikke huske, hvad hun hed,
og mindedes heller ikke, at han havde set hende
nogensinde før; hun fortalte, at hun hed Apraxia,
og at Glafyra Petrovna for fyrretyve Aar siden
havde forvist hende fra Herskabshuset og sendt
hende ud at passe Hønsegaarden; forresten talte
hun meget lidt og lod til at gaa i Barndom . . .
men det Tjenende i Blikket var ikke forsvundet. —
Foruden disse to Gamle og tre buttede Unger i
lange Skjorter. Antons Børnebørn, boede der endnu
paa Gaarden en enarmet, ikke skatskyldig Bonde,
som plaprede i Et væk og ikke duede til nogen
Verdens Ting. En affældig gammel Hund der med
sin Gjøen havde budt Lavretzky Velkommen, da
han vendte tilbage, duede nok heller ikke stort mere:
den havde staaet i ti Aar i en tung Lænke, som
var bleven kjøbt efter Glafyras Ordre, og kunde nu
kun med Nød og neppe bevæge sig under sin Byrde
og slæbe den efter sig.
Da Lavretzky havde inspiceret Huset, gik han
ned i Haven, og opdagede, at den var netop saadan,
som han helst vilde have, den skulde være. Den
var helt overgroet med højt Græs, Skræpper,
Stikkelsbær* og Hindbærbuske, men den var meget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
