Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XLI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•237
Andreas oppe fra sin Ramme saa’ haanligt ned paa
den ynkelige Efterkommer: »he, Du svømmer ikke
dybt!« syntes disse fortrukne Læber at sige... »Skulde
jeg virkelig ikke . . . kunne blive Herre over mig
selv? tænkte han: — skulde jeg lade mig . . .
overvælde af saadan en Bagatel!« (Folk, der er
blevet haardt saaret i Krigen, kalder altid deres
Saar »en Bagatel.« Uden at bedrage sig selv —
kan Mennesket nu engang ikke leve her paa Jorden.)
»Er jeg da maaske en Dreng? Naa ja: Lykken
var mig saa nær, jeg holdt næsten i mine Hænder
Muligheden til Lykke for hele Livet, — pludselig
smuttede den bort; saadan gaar det jo ogsaa i
Lotteriet — blot en ussel lille Drejning af
Lykkehjulet til, og Stodderen vilde have været en rig Mand!
Men hvad der ikke skal ske, det sker ikke —
dermed er den Sag afgjort! Jeg vil lægge Haand paa
Værket, jeg vil bide Tænderne sammen og tvinge
mig til at tie; det er jo da ikke første Gang, jeg
maa se at holde mig selv i Ave. Og hvorfor er
jeg løbet min Vej ? hvad sidder jeg her for og
stikker, ligesom Strudsen, Hovedet bag Busken? Ikke
at have Mod til at se Faren i Øjnene — Vanvid!«
— Anton! kaldte han højt: — lad der straks blive
spændt for Tarantaszen! — »Ja, tænkte han saa
igjen: — jeg maa tvinge mig til at tie, maa holde
mig selv strengt i Ørene . . . !«
Med den Slags Betragtninger søgte han at
bedøve sin Smerte; men hans Smerte var stærk
og voldsom, og endog Apraxia (der ikke saameget
gik i Barndom som snarere var fuldstændig afvænt
med og afdød fra al Sindsbevægelse,) rystede paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
