Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XLIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•254
noget Bedrag overfor Varvara Pavlovna, svarede
Lavretzky: — hun tror mig paa mit Ord. Jeg skal
følge hende ud til Lavriky, — men husk vel paa,
Varvara Pavlovna: at fra det Øjeblik, De forlader
Lavriky, er vor Overenskomst brudt. Og nu maa
De tillade mig at gaa!–Han bukkede for begge
Damerne, og gik hurtigt ud af Stuen.
— De tager hende ikke engang med Deml
raabte Marja Dmitrievna efter ham . . .
— Lad ham gaa! hviskede Varvara Pavlovna
til hende, og gav sig straks til at omfavne hende,
og. udgød sig i Taksigelser, og kyssede hendes
Hænder, og kaldte hende sin Frelsens Engel.
Marja Dmitrievna fandt sig taalmodig i
Udbruddene af hendes Taknemlighed; men i sit stille
Sind var hun dog ikke rigtig tilfreds, hverken med
Lavretzky eller med Varvara Pavlovna eller i det
Hele taget med det Optrin, hun havde sat i Scene.
Det havde været altfor lidt rørende: Varvara
Pavlovna burde efter hendes Mening have kastet sig
for sin Mands Fødder.
— Men kunde De da ikke forstaa mig?
beklagede hun sig: — jeg sagde jo til Dem: knæl .. .
sagde jeg . . .
— Det var det Bedste, som det gik, kjære
Tante; gjør Dem blot ingen Bekymringer, — Alting
gaar fortræffeligt 1 beroligede Varvara Pavlovna
hende.
— Hm! og han — han er da ogsaa saa kold
som en Istap! vedblev Marja Dmitrievna. — De
græd jo rigtignok ikke, det er sandt; men til
Gjengjæld fældte jeg en hel Strøm af Taarer for ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
