Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oscar I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OSCAR I
Han elsked Mennesket; han saae en Broder
I Vadmelskoften, som i Fløielskrud,
Og æred Præget af den fælles Moder
Selv der, hvor det var næsten slettet ud.
Fra Livets hoie, solbelyste Tinde
Han saae ned i dets mørke, tränge Vraaer
Samfundets skjulte Brøst og dybe Saar
Og vilde Lægedommen for dem finde.
Han saae igjennem Fængslets tyke Mure
Den skumle, trodsige, fortabte Hjord,
Som stængtes der, lig vilde Dyr, i Bure
Og drev hinanden frem i Lastens Spor;
Han saae Fordærvelsen af Straffen vælde,
Og Brøden voxe op af Lovens Bud; —
Hans Mildhed soned gammel Haardhed ud,
Og Haabet lyste i den dunkle Celle.
Og skjønt han fødtes fjernt i Sydens Dale,
Hvor Druen modnes og hvor Pinien groer,
Og skjønt han nemmed fremmed Sæd og Tale,
For han blev plantet om i høien Nord,
Saa voxed han dog fast til denne Stämme;
Dens Marv og Saft gik over i hans Blod,
Hans Hjerte trak sin Næring fra dens Rod,
Og elsked Norden med en Sydboes Flamme.
Han elsked disse Folk, hvis Spir han førte,
Som deres ægte, forstefødte Son;
Hans Tanke, Hu og Gjerning dem tilhørte,
Og deres Kjærlighed han fik i Løn;
Han elsked deres Sindelag og Tale
Og leved deres Liv i egen Borg;
Han delte deres Glæde, deres Sorg,
— Nu sørge de for ham, som er i Dvale*
Han saae en Träng hos Nordens Ungdom födes,
En hell ig Følelse, en Broderaand;
Han saae dem længes, dragé ud og mødes,
Og jublende forenes Haand i Haand;
Han saae dens Banner hoit mot Himlen stige
Fra Norges Fjelde, som fra Fyrisval;
Han saae den lyst i Fred fra Kundskabs Hal,
Og døbt i Blod ved Thyras brustne Dige.
Da rørtes Kongens Hjerte, og hans Tanke
Sprang som en rustet Pallas frem deraf;
Da skued han udover Livets Skranke,
Udover Dognets Dont og Nuets Krav;
Da saae han Nordens Fremtid herlig grundet
Paa Folkenes gjenfodte Broderaand;
— Da rakte han sin kongelige Haand
Til trofast Broderforbund over Sundet.
Jer, Nordens Ungdom, stævner jeg til Mode
Om Kisten, der er baaret hen i dag,
I, som af Broderaandens Luer gløde,
I, som vil aldrig svigte Nordens Sag;
I, som har seet hans høie, abne Pande
Og lyttet til hans milde, värme Ord,
Og taget det igjen i Jubelchor:
»Strid er umulig mellem Nordens Lande», —
I skal hans Minde holde høit i Ære!
Hans Grav skal være Jer et Valfartsted!
Hans Tanke skal I ud i Livet bære,
Og lægge i dets Agre ned som Sæd!
Da skal den spire op, naar Solen stiger,
Og skyde Ax, af tunge Kjerner fuld,
Og modnes og bedække med sit Guld
Hver Tue og hvert Fjeld i Nordens Riger!
Lad Hvælvingen da lukkes, hvor han sover,
Den trætte Svea- og Normannadrot!
Mens Tiden gaaer sin stride Gang derover,
Det skal ei glemmes, han har ment det godt.
Er ei hans Villie altid Gjerning vorden,
Har ei hans Gjerning altid baaret Frugt,
Sändt er det dog: da Oscars Liv var slukt,
Da var en ædel Fyrste tabt for Norden.
(Ur Fcedrelandet d. 8 aug. 1859; i svensk öfversättning: Göteborgsposten d. 10 sept. s. å.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
