Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Landskabet Dahra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104
Morgen er kun Ordlyd nden Virkelighed her. — Det
er morkt, Maanen og Stjernerne skinne. Paa engang
skyder en stor og blodrod Ildkugle op over Horizonten,
straaler og varmer, Fuglene synge. Hjorderne brole,
Araberen reiser sig, ryster sin Burnus lidt, gnider
Mnene og breder Tappet ud til Bon. Dermed er
det blevet Dag. — Solen synker igjen, Klippetinderne
rodme uuder dens sidste Kjartegn, Taagen stiger paa
Sletterne, det er koldt nu og Flaggermuseu svarmer og
Rovdyret lister ud as sin Hule, Natteu er kommen.
— Storre og lamger er Overgangen ikke.
Det er altsaa Nat nu og Maalet vi sogte er
uaaet. Foran os ligger et andet Paris, et andet
Sodoma, som Nogle sige, hvori Gaslygternes lysende
Linier betegne Gadernes Retning. Blussene ere tandte
nede i Fyrtaarnet, der staaer paa Vagt foran Ind-
sejlingen til Havnen og viser Vei, ligesom Digteren
og Moralisten viser Vei: undertiden uden selv at vare
istand til at solge den.
Jovrigt breder der sig i denne Time en forunderlig
Hoihed og Majestat over Egnen. Den store By med
dens hvide Huse, hvide Tage og hvide Moskeer, ligner
en hvilende Kampe, indhyllet i et Liglagen. For tramgte
der af og til dampede, melodiske Toner op fra dens
Indre, det var Janitscharmusikeu nede ved Stranden.
Den Fremmede standser og soler sig greben as noget
Nyt og Ubekjendt, man sover vist ikke meget den sorste
Nat, men drommer desuagtet vaageu, omgiven af disse
tilgitrede Haremer, Mure, der sukke under deres Hemme-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
