Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
307
„Vil De hilse Deres Søster — og sige
hende — sige hende fra mig" — Resten gik
bort i noget, som lignede en Hulken. Kammer
herren vendte sig hurtigt, gik iland og steg
ind i Vognen, som ventede.
Kusken vaagnede og tråk Regnkappen
af Hesten. Himmelen var nu ganske over
skyet, og det havde allerede regnet en hel
Stund.
Doktoren stod og saa efter Vognen og
den langbenede Skygge af Hesten, som faldt
henover Pytterne i den vaade Gade, etterhvert
som de passerede Gaslygtefne. Det var det
sidste, han saa af Byen, før han gik tilkøis. —
Tidligt om Morgenen halede det engelske
Dampskib ud. Men da endelig alt var klart,
og Skruen begyndte at virke, var dog Klokken
bleven over sex, og just da Skibet nærmede
sig Hovedøen, kom der en Røgsky fra Fæst
ningsvolden, og et Kanonskud drønede i den
stille regntunge Morgen.
Der blev en Raaben og en nysgjerrig
Spørgen fra Lugarerne agterud, hvad vel
denne Salut skulde betyde. Men Johan
Bennechen var saa søvnig, at han knapt vaag
nede. Heller ikke forud paa anden Plads
tog man synderlig Notice af Skuddene. Man
havde en Følelse af, at man var færdig med
det gamle Land og dets Saluteringer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
