Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fru von Bernitz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
Under sit siste besøg i foråret i København
tik hun visheden. Da den gamle, berømte
læge, professor X, havde undersøgt hendes
bryst, sagde hun til ham: »Sig mig sandheden,
professor jeg kan tåle den.« »Tilhøsten,«
havde han så svaret med tårer i sine kloge,
menneskevenlige øine ikke et ord mere.
Nu lå hun altså der, pyntet som til bal, og
ventede på døden, mens de gule blade derude
i haven langsomt rev sig løs fra modertræet,
hvirvlede som vingeskudte gennem Luften, for
straks efter at synke stille til jorden . . .
Det vilde gå hende som disse høstens visne
blade . . . Snart vilde hun forsvinde roligt
og smertefrit som de.
Af en caprice havde hun iført sig sin præg
tige brudekjole . . . Eller havde hun en dybere
grund, uden seiv at vide det? Var det for vær
digt at modtage den høie, usynlige gæst
han, der var større og mægtigere end alle Jor
dens konger.
Hun elskede at se kjolens hvide liliefarve og
føle dens bløde knitren om sit hentærede
legeme . . . Hun elskede at se det hvide
atlask, hvori lysstrålerne, vekslende og spillende,
brød sig, tegne sig virkningsfuldt mod sofaens
purpurrøde damask . . . Det var en liden ad
spredelse for øiet i sygeleiets ensformighed . . .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
