Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26
Et Sted i en Træbul sætter han en Gren til
Vartegn for os, naar vi uden ham skal gaa Vejen
næste Gang.
Han viser os en dyb Kløft, fyldt af Sten fra
hans Marker, hvor nu Kornet bølger.
Han har i Sandhed forvandlet Stene til Brød
baade for sig selv og andre. Hans Bønder har de
bedste Kaar. Og af Norges Klipper har han slaaet
et Væld, der læsker ikke biot de norske Mænd og
Kvinder, men hele Verden.
Som han gaar her, har han i Aaringer gaaet i
Norge — den aarvaagne, vagtsomme, agtpaagivende
og dristige Fører.
Welhaven, Wergeland og Camilla Collett havde
slaaet Bro over Elverdybet; men først Bjørnson
trængte ind i den norske Urskov, huggede løs, saa
han rev sig til Blods, og viste os det friske Liv,
som i Aarhundreder havde været uberørt. Og ham
fulgte Ibsen, Lie og Kjelland.
— Nu gaar vi gennem et Hegn. Der er en
lille Bænk, som vi alle maa sidde paa et Øjeblik.
„Det hører til," siger Bjørnson, „at alle, der
kommer denne Vej, maa dvæle her!"
Da vi rejser os, sidder min yngste Datter endnu
paa Bænken, og Solen falder paa hendes røde Dragt.
„Nej!" udbryder Bjørnson, „bliv siddende, Ellen;
saa vakker bli’r du maaske aldrig mer!"
— Han viser os Udsigten fra en høj Klippe.
Og, da jeg nærmer mig Randen af det skarpt
afskaarne Fjæld, griber han mig i Armen og siger:
Jeg liker ikke at se Dem staa dér!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
