Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Knud Valdemarsøn (G. Blom)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ved Angreb var han forrest, ved Tilbagetog bageft, og han udforte mangen
vidunderlig Daad. Der sluttedes et nyt Forbund mellem Valdemar og Henrik
Løve; men at de Danske ved Erobringen af lVolgast fik Fodfceste paa det
vendiske Fastland, vakte Sakserhertugens Avind i den Grad, at han hemmelig
ophidsede Ryboerne mod Valdemar. Danskerne hævnede Frafaldet ved tvende
Hcergetog, saa at Rygen paa ny maatte svare Skat, og gjorde dernæst atter
Tog til Fastlandet. Nu traadte Henrik Love aabenlyst op som Danmarks
Fjende, og da man samtidig havde Krig med Norge, saa det en kort Tid
farligt nok ud. Men Ilbsalon hidsede da Pomrerne mod Sakserne, og Henrik
Tøve trængte nu atter til Valdemars Venskab, Ryboerne losreve sig endnu
en Gang, men fremkaldte derved det stolteste af alle Vendertogene Ouni l s6d’).
Først hærgede Valdemar deres aabne Cand, men dernæst drog han mod Til-kon,
der rummede Guden Svantevits fejrede Helligdom. Paa de tre Sider var
den hoje Kridtklint Borgens sikre Værn, og mod Vest var den beskyttet ved
en Vold paa halvhimdred Fods Høide, for neden af Jord, for oven af Planker
og Græstørv. Porten havde Forsvarerne dækket med Jord, og over den
ludede et svært Trætaarn frem. Venderne følte sig saa trygge indenfor Ilrkous
Vold, at de knap nok holdt Vagt. Under en tilfældig lille Skærmydsel mellem
nogle Danske og de belejrede opdagede en ung Dansker, at Jorden Under
Porttaarnet var sunken sammen, saa at der havde dannet sig en Hule. Rask
fik han sine Kampfceller til at stikke deres Spyd ind i Volden, og ved Hjælp
af disse Trin klatrede han op, dyngede Halm under Taarnet og slog Ild.
Snart stod Taarnet og Treevolden i lys Tite, og nu rykkede hele den danske
Hær frem til Storm. Da overgav Ilrkon sig. Ryboerne maatte udlevere
Helligdommens store Skatte, antage Kristendommen og give Kirken alt Tempel-
gods, støtte Danmark i Cedingsfærd og betale Plovskat· De danske Krigere
knurrede først over ikke at faa Lov til at plyndre; men da Venderne selv,
tvungne af Esbern Snare og Sune Ebbeson, kom slæbende med Svantevits
Billede, og da den svære Trækolos med de fire Unfigter blev gjort til Pinde-
brænde, var Jubelen stor. Frivillig overgav Byen Karents sig til 2lbsalon,
og dens Gudebilleder fik samme Skeebne som Svantevit. Ilbsalon kristnede
Ryboerne, og fra den Tid vare de Danmark tro.
Kort efter fejrede Valdemar en fredelig Triumf: Paven lagde Rygen under
Ilbsalons Bispestol og godkendte Kongens Fader som Helgen. Ved St. Hans-
dags Tider ll70 samlede da Valdemar alle sine Bisper og Storme-end til
et Møde i Ringsted. Med stor Højtidelighed skrinlagdes Knud Lavards Ben,
og Almuen kaarede hellig Knud Hertug til Sjællands Værnehelgen. Konge-
faderens Helgenry gav Valdemars Herredømme ny Værdighed og Fasthed, og
i den følgende Tid fik Kongerne deres Grave nedenfor Hertugens Helgenskrin.
Paa samme Møde sluttedes der Fred med Norgez men fremfor alt blev Valde-
mars lille Søn Knud, der alt var kaaret til Konge af Ledingshaeren, kronet
af Eskil Denne Handling, der stadfæstede Pagten mellem Kirken og Konge-
dømmet, maatte ogsaa styrke Valdemars og hans 2Ets Herredømme
Men de Kongecetlinger, for hvem al Udsigt til Kronen nu var lukket,
bare Uag. Buris havde straks modsat sig Hærens Valg, og skønt Valde-
mar havde søgt at tilfredsstille ham med store Leil, indlod han sig i
97 —-
forræderiske Underhandlinger med Nordmændene og blev til Straf kastet i
haardt Feengsel (l ltj?). Naar Folkevismi hidleder hans Ulykke fra Elskov til
Kongens Søster, »Liden Kirsten«, har den fjernet sig fra Historiens Enemeerkeu
Senere dannede Erik Lams Son Magnus tilligemed Eskils Dattersønner, Knud
og Karl, en Sammensmergelse mod Valdemars Liv; men den blev røbet (sl?(1)·
Brødrene flygtede til Sverige; Magnus bad om Naade og fik Tilgivelse, men
da han atter satte sig i Forbindelse med sine medskyldige, maatte han bode med
livsvarigt Fængsel. Knud og Karl vovede senere et Indfald i Halland, men
den ene faldt, den anden blev fangen
Den gamle IErkebiskop Eskil var netop vendt tilbage fra et Ophold i
Clairvaux, da han horte om sine Dattersønners Fortsæderi og Flugt. Længe
havde hans Hu staaet til det stille Klosterliv, og denne Sorg fremskyndede
hans Planer. Han havde alt faaet Pavens Minde til at nedlasgge sit Em-
bede og udvælge sin Efterfølger, og efter at have lagt sine Vasrdighedstegn
paa Lunds Domkirkes Hojalter, fik han Kannikerne til at vælge Ilbsalon til
TErkebisp (ll??). Ilbsalon vilde imidlertid ikke skilles fra sine Sjællændere:
dem havde han fort til stolte Sejre, og de havde været hans Venner, saa
at han uden Kamp havde faaet vedtaget en Kirkelov med den ellers saa
forhadte Tiende (ll?l)· Med myndige Ord bød Paven ham imidlertid at
modtage Valget, men tillod ham tillige at bestyre Roskilde Stift (ls?8).
Eskil havde taget en gribende Ilfsked med Kongen og var dragen til Clair-
vauxz der døde den store TErkebisp som ydmyg Munk (·slss).
Venderkampene fortsattes med Kraft ligesom for; kun stode Ryboerne nu
trofast paa de Danskes Side. Ilbsalon var fremdeles den ypperste Forer· De
ni Nkaaneder af Ilaret ll?0 var han ude med Flaaden, men med det Ilar
hørte Vendernes Røvertog ogsaa op for bestandig. Esbern Snare og Val-
demars Søn Kristoffer, der var bleven Danmarks Her-tug, ovede eventyrlige
Bedrifter, særlig i Kampen mod Kurer og Efter, men allerede llTS døde
den unge Kongeson· Julin blev brændt af de Danske, Stettin og andre
pommerske Byer maatte underkaste sig, og Henrik Tøve, der ofte havde berovet
de Danske Udbyttet af deres Anstrengelser, kom i Strid med Kejseren, blev
erklceret i Rigets Tlcht og maatte forlade Tyskland.
Ilbsalons Betænkelighed ved at overtage Lunde-Stiftet viste sig vel grun-
Han kom fra Fred til Geering og Uro. Vel havde Eskil faaet vedtaget en
skaansk Kirkelov; men stadig rejstes der dog Modstand mod Tienden og mod
Kravene om Præsternes Colibat, og dertil kom Harmen over, at sjcrllandske
Stormænd fik Indpas sammen med lesaloii. Det endte med, at Skaaningerne
aabenlyst gjorde Oprer« Kong Valdemar mæglede Fred, men Illmuen rejste
sig paa ny, og nu drog Valdemar imod Bønderne, slog dem ved Dysjeaa og««
tvang dem til Lydighed (l lsl). Snart efter forhandlede han med Kejser Frederik
i Cybekz men Sygdom tærede allerede hans Kraft, og han døde i Vordingborg
12. Maj ll82. Bønderne forlode Ploven for at bære deres Konge til Ring-
sted, og Ubsalons Stemme kvaltes, da han læste Messen over sin Ven.
knud valdcssiarsøn, i Reglen kaldet Knud den Sjette, efterfulgte sin
Fader, støttet af 2lbsalon, hvis Vælde blev større end nogensinde. Skaaning-
— 98 -,
erne nyttede straks den store Konges Dod til ny Rejsning og indkaldte fra
Sverige den danske Kongecetling Harald Skrænk; men Ilbsalons Hird og
nogle Vederlagsmænd sloge Oprorerne og deres usle Fører ved Eommeaa,
og da Kongen snart efter selv kom til, bleve Skaaningerne idømte Bøder.
Den mægtige tyske Kejser sendte Bud til Knnd og krævede Hyldning,
men Knud svarede undvigende. Kejseren skrev truende, men den danske Konge
gav et djasrvt Svar. Endelig kom Knuds Svoger, Grev Sigfrid af Orla-
miinde, som Kejserens Ilfsending for at mane til Underkastelse; men lesalon
lsasvdede uforfcrrdet, at Knud sad lige saa fri i Danmark som Kejseren i det
tyske Rige. Frederik Barbarossa blev hojlig forbitret; men optagen af at
tilvejebringe endelig Fred med de lombardiske Stæder maatte han nojes med
at ophidse Pommerhertugen Bugislav mod Danmark. Rygens Fyrste Iari-
mar varede ojeblikkelig Ilbsalon, og inden Bugislav anede det, laa den kække
IErkebisp med sine Sjællændere i Snndet mellem Rygen og Fastlandet. Poin-
mernes Flaade var stor, og de vare visse paa Sejr. Da de gennem Taagen
skimtede de danske Skibe, troede de først, at det var vestvendiske Foi·lmndsfæller,
og dernæst, at det kun var Ryboernes lille Flaade. Pludselig lettede Taagen,
og under Slagsang roede de Danske srem. Da Fjenderne nu fik Oje paa
Ilbsalons Mærke, prøvede de aldeles ikke at kæmpe, men satte al Kraft ind
paa Flugt. Mange styrtede sig i Vandet, andre satte Skibene paa Grund og
vadede i Land. Ilf 500 Skibe undkom kun 35z ls sank, de øvrige bleve
tagne. Denne glimrende Sejr, 2 . Maj llstl» knldkastede med eet Slag
Kejserens Forhaalminger: Danmark havde sikret sig fuld Selvstændighed, og
snart udvidedes det danske Herredømme Ilbsalon og Knud hærgede nemlig
Bugislavs Cand, indtil han underkastede sig Danmark (1185). Kort efter
antog Knud Titlen »Vendernes Konge«, som gikiIlrv til hans Efterfølgere
Ilbsalon havde set den skonneste Frugt af sin Gerning som Kriger og
Statsinand« Fra nu af nedlagde han Sværdet og helligede sig til sine kirke-
lige Pligter. Han fik gennemført ensartet Gudstjeneste i Landet og virkede for
Kirkens Krav. Roskilde Bispestol overlod han ll9s til sin Frænde Peder
Sunesøn, der ligesom han selv havde studeret i Paris, og han bestemte, at
Borgen Havn med alt Tilliggende efter hans Død skulde være Roskildes
bispernes Eje· Efter Vendertogenes Ophør gav de Danskes Trang til Daad
sig Udslag paa anden Maade. Danskere bidroge til det tredje Hovedkorstog,
da Esbern Snare ved sin mandige Veltalenhed havde vakt Begejstring for
Tanken om at genvinde den hellige Stad, og end mere vendte man Blikket mod Oft:
der blev gjort Korstog til Finland og Estland, og som man tidligere havde støttet
en fransk Missionsbisp i hans Virksomhed blandt Esterne, hjalp man nu den
snilde bremiske Domherre, Biskop Ulbert, i hans Sværdmission blandt Tiverne
Saa mægtig Danevcelden end var under Kong Knud, kunde den dog
nær være bukket under for den Kæmpesamniensvcergelse, en dansk Mand
dannede mod sit eget Fædreland. Denne farlige Fjende var Biskop Val-
dentar af Slesvig. Som Frillesøn af Knud Magnusson var han opvokset
ved Valdemar den Førstes Hof, studerede dernæst i Paris og fik isaare ung
Alder Bispedommet Slesvig. Hans Væsen var paa een Gang alvorligt og
slebent, men under den tiltalende Overflade dulgte sig en dæmonisk Uiagtsyge
—— M
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
