Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Valdemar den Anden (G. Blom)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det vidner ikke mindst om Ilbsalons Storhed, at han har sat en slig Kronike-
fortæller i Ilrbejde, men selv oplevede han ikke dette nationale Værks Fuld-
endelse: endnu adskillige Aar efter IGrkebispeus Død syslede Saxo dermed.
Stormanden Sven Ilggesøn, af Eskils beromte 2Et, havde noget tidligere udar-
bejdet sin lille Danmarkskronike og skrevet en Udsigt over Vederlagsrettens
Historie, og de kirkelige Ilarboger opnaaede samtidig deres storste Fylde.
Ilaret efter Ilbsalons Dod sygnede Koug Knud, indtil han endelig sov
hen 12. November l202. Han havde været en from, alvorlig og stilfærdig
Mand, men lidet daadkraftig; derfor træder han helt i Skygge for Ilbsalon
og for sin yngre Broder. De to følgende Ilar døde Ilbbed Vilhelm og Esbern
Snare. Med alle disse Mænds Død gaar en storladen Tidsalder til Hvile.
Men af -den ældre Slægt var allerede fremgaaet en ny Kreds, fylket om
Danmarks største Konge, der forte Fædrelandet til ligefrem Storniagtsvwlde;
samtidig glemte man dog den Styrke, som ligger i den nationale Begræns-
ning, og medens Sindene endnu vare daarede af Sejrsrusen, voldte en plud-
selig Ulykke med eet Slag den stolte Bygniugs Fald.
Valdemar den Anden, i Reglen kaldet »Sejr«, besteg Tronen efter
sin barnlose Broder og blev kronet af ZErkebiskop Iltiders Sunesøn, der var
bleven sin Frænde Ilbsalons Efterfølger. Dristig og klog i sin Tanke, djærv,
men ogsaa hensynsløs i sin Optræden, havde Valdemar alt som Hertug ledet
Danmarks imponerende Erobringspolitik Det var ikke for intet, at han var
opvokset under idelige Sejrsbud og under Frasagn om Fædrenes Daad; ingen
Opgave tyktes hans Iland for stor, og det var virkelig, som om alt skulde
bøie sig for hans Kraft og Snille·
I ngust l205 blev Valdemar i Lybek højtidelig hyldet som Holstens
og Venderfyrsternes Herre, og dernæst drog han mod Grev Ildolfs stærke
Fæstuing, Lauenburg, som hidtil ene havde modstaaet de Danske. Holsterne
værgede sig tappert, men tilsidst overgave de Borgen, imod at deres Herre
blev løsladt af sit Fængsel. Greven maatte give Gisler, frafalde hvert Krav
paa Holsten og nojes med sit lille schaumburgske Stammeland i lVestfalen.
Over »Nordalbingien«, der omfattede Holsten og Dele af Grevskabet Ratze-
burg, satte Valdemar sin kække Søstersøn, Grev Ulbert af Orlamiinde. Som
dansk Lensmand deltog han ærefuldt i den følgende Tids Kampe, men gjorde
sig tillige fortjent ved at grundlcegge Klostre. Welferkongen Otto den Fjerde,
Henrik Loves Søn, maatte stadfæste Valdemar som Herre over de nordalbing-
iske Lande. Til Gengoeld stottede Valdemar ham imod hans staufiske Medbejler,
Filip af Schwaben, og da Staufervenuerne satte sig fast iTlrtlenburg syd for
Elben, drog den mægtige danske Konge mod Fæstningen og ødelagde den (1206).
En Følge af Venskabet med Welferue var maaske Kong Valdemars Gifter-
maal med Dagmar. Nylig havde han haft en Kærlighedsforstaaelse med Esbern
Snares unge Enke, Helene Guttormsdatter fra Sverige, og hun havde født
ham Sønnen Knud; men nu, da han vilde hjemføre en Fyrstedatter som Brud,
drog Helene til sit Fædreland I Aaret 1205 ægtede Valdemar da Margrete
eller Dragomir, Datter af Kong Otakar i Bøhtnen og Udela af Meissen,
der var forskudt af sin Ægtefælle og med sine Børn levede hos sin Broder,
lll2 —
den welfisksindede Markgreve af Meissen. Den skonne, unge Dronning, hvem
hendes Moders Sorg tidlig havde modnet, vandt alles Hjerter ved sit elske-
lige Væsen. De Danske omdannede hendes bohmiske Navn til Dagntar (Dag-
Maar, Dagens Mo), fordi hun bragte Solskin og Lykke med sig, og senere
Folkeviser tolke Folkets Kærlighed til hendes Minde.
Straks viste Dronning Dagmar sit fronnne Sindelag ved at gaa i For-
bon for den fangne Biskop Valdemar. Allerede tidligere havde Pave Innos
centins for Kirkens Skyld anmodet Kong Valdemar om at loslade ham, og
endelig aabnedes Fcrngselsdoren for den voldsomme Prælat, der svor en dyr
Ed paa aldrig at ville skade Kongen ((20(0). Biskop Valdemar drog dernæst
til Italien, og for Pavens Domstol fortes nu hans Sag. Ilf ensidig kirkelige
Grunde var Innocentius stemt for at genindsætte ham i hans Rettigheder,
dog saaledes, at han skulde lade Slesvig Stift styre ved Vikar. Men dette
var ikke Biskop Valdemar nok, og i sit Misuoje forspildte han sin Sag for
bestandig. Domkapitlet i Breinen havde nemlig for anden Gang valgt ham
til 2Erkebisp, men af Hensyn til den danske Konge tillod Paven ham ikke
at modtage Valget; da vovede Biskop Valdemar at tlygte til Filip af Schav-
ben og holdt ved hans Hjælp sit Indtog i Bremen kl208). Paven slyngede
Baud mod den dumdristige Prælat; men han trodsede til det yderste og rykkede
frem mod den danske Grænse. Koug Valdemar slog da Bro over Elben og
befcestede Hat-burg paa venstre Elbbred for bedre at kunne støtte Welferen Otto,
der trængte haardt til hans Hjælp. Da blev Filip af Sehwaben myrdet (l208);
Otto fik Herredømmet over hele Tyskland og vandt Kejserkronen, men fra nu af
var det ude med Venskabet mellem ham og Kong Valdemar. De nordtyske
Fyrster, som havde mistet Cand ved de Danskes Sejre, knyttede Otto straks til
sig, ligesom ogsaa Biskop Valdemar. Vandstraalen lyttede atter mod den dristige
Eventyrer, og Otto selv kom i Strid med Paven og blev bandlyst. Valdemar
Sejr for mod sine Fjender, erobrede og nedbrod flere Borge, tvang de sehwe-
rinske Grever til at underkaste sig og angreb Markgreven af Brandenburg i
hans eget Cand. Samme Ilar (l2l!lc) sluttede han Forbund med Ottos Fjende,
Hohenstauferen Frederik den Ilndenz men til Tak maatte den nye tyske Konge
afstaa alle Lande hinsides Floderne Elben og Side. Otto, der imidlertid havde
tabt i Kampen mod Filip 2lugustus, Frederiks Forbundsfcelle, vendte sig rasende
mod Danmark og fik Hamburg til at falde fra (l2l5); men Valdemar Sejr
rykkede imod ham, og med Stolthed mindedes man i Danmark, hvorledes et
Par af hans raske Frisere i Tvekatnp havde fældet Kejserens to bedste Strids-
mænd. Otto trak sig skyndsomt tilbage over Elben, og i Tyskland var det
snart ude med hans Magt. De nordtyske Fyrster sluttede Fred, og den ufor-
sonlige Biskop Valdemar tog Illunkekutten i et Cistercienserkloster ved Weser.
Kong Valdemar stod som Sejrherre overfor det store tyske Rige: vidtstrakte tyske
og slaviske Lande vare med pavelig Stadfæstelse lagte under hans Kongespir.
I Valdemarstiden var det mod Syd og Øst, at de Danske vendte deres
Kraft; Forholdet til de to nordiske Nabolande træder ikke længer i Forgrundeu.
Heller ikke den store Erobrer Valdemar Sejr greb synderlig ind paa dette
Punkt. Vel indsatte han (l204() den norske Flygtning Erling Steinvæg i
Viken, imod at han godkendte Danmarks Overhojhed, men hjalp ham dog
— iaz —-
ikke ret virksomt i hans Kamp mod Birkebejnerne, der flokkedes om Sverres
2Et. I Sverige stottede Valdemar Kong Sverker Karlsøn, der var opvokset
i Danmark og havde ægtet Ebbe Sunesons Datter; længe havde Sverker
fuldstændig Overhaand over sin Medbejler, Erik Knuds0n, men tilsidst vandt
denne Fremgang, saa at Sverker maatte fly til Danmark. Støttet af en dansk
Hjælpehær rykkede han frem i Vestergotland (1208), men ved Lena faldt hans
Svigerfader og en anden af Sunesonnerne, og de sejrvante Danskere lede et
Nederlag, der mindedes i en tungsindig Folkevise. To Ilar senere faldt
den ulykkelige Sverker selv ved Gestilren; men Erik Knudson udsonede sig
med Valdemar Sejr og ægtede hans Søster Rikiza· Fra den Tid var der
Fred mellem Danmark og Sverige·
Navnkundigst er Valdentar Sejr bleven ved sine Tog til Ostersoens Øst-
kyster, hvorved han genoplivede det forrige Slægtleds vikingeagtige Korstogs-
færd. Oselboerne havde vovet at hærge paa skaansk Grund (l203), og heri
laa der en kraftig Paamindelse til de Danske. Anders Suneson opfordrede
ivrig til Korstog og fulgte Kong Valdemar i Leding til Osel, som maatte
underkaste sig (12063; dog blev de Danskes Herredømme uden Varighed. Senere
underkastede den danske Konge sig derimod Preussens —Kystland, ja endog Polens
Hertng maatte love ham Lenslofte (l210). Det var dog forst, da Kampen
med lVelferne i Uordtyskland dode hen, at Valdemar fik frie Hænder til sine
Østersotog. Illlerede tidligere havde Paven fredlyst Kongens Lande og ud-
uævut Tinders Suneson til sin Missionslegat, og snart blev Korstogstanken
den Ide, der samlede og opflammede hele Folket. Først drog Tllbert af Orla-
miinde til Civlaud for at hjælpe Biskop Illbert af Riga, der var haardt trængt
af Ester og Russer ( i21?). Trods hans Sejre var Stillingen imidlertid mislig
for de tyske Nybyggere, og Biskop Ulbert søgte derfor at bevæge Kong
Valdemar til at støtte Missionen. Den danske Konge betingede sig-Herre-
dømmet over Estland, og Paven tillod ham at forøge sit Rige med alt det
Hedningeland, han kunde erobre.
Med 1500 Cangskibe stævnede Valdemar Sejr i Ilaret l2 l9 til Estland, fulgt
af Unders Sunesøn, den tyske Biskop Theoderik, der alt i 40 Ilar havde missione-
ret i de Egne, og flere andre Bisper. Esterne saa med Forfærdelse den mæg-
tige Korsfarerhær, og deres Hovdinger kom tilde Danskes Lejr for at underkaste sig,
Derved blev Hæren alt for tryg. De Danske havde begyndt Opforelsen af Borgen
Revalz men da de henimod Uften den l5. Juni hvilede fra Tlrbejdet, brøde Esterne
ud af Skovtykningen og ind i Lejren, og, vejledede af Hovedbanneret, fore de ind
i et Telt, de troede var Kongens, og nedhug der den gamle Biskop Theoderik. I
Lejren var Forvirringen ubeskrivelig; men Ryboernes Fyrste, Vitslav, der havde
sine Telte længere nede mod Stranden, kom rask til Hjælp og kastede Esterne til-
bage. Ordenen var genoprettet, og snart førte Kong Valdemar sine Mænd til
Sejr. I dette saakaldte »Volmerslag« kæmpede de Danske under Korsfanen,
der vistnok var Efterligning af Iohannitternes Banner og alt før havde været
Korstogsmcerket Legendeagtigt er Sagnet, der lader Dauebrog dale ned fra Him-
len, medens 2Erkebispen og hans Klerke knæle i Bøn; men vist er det, at vort
Rigsbanner er et stolt Minde fra Folkets daadrigeste Tid. Det hvide Kors paa rød
Grund blev ogsaa ved Siden as det danske Kongevaaben Byen Revals Vaaben.
— Mi-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
