Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian den Fjerde. (R. Christiansen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
,— , - .7-
siyis · I ! ·i« a .- - » ( ( vi ·«
Hos-« s « . . , ,
ti ii’ i -«-4
Plet o Kirke f8-
Han havde til Modstander den sejrrige Tilly, den katolske Ligas Gene-
ral, øvet og krigsvant. I Sommeren 1625 stod begge Hære rede til Kam-
pen. Da indtraf det sørgelige Uheld, at Kongen styrtede med sin-Hest ned
ad Fæstningen Hamelns Volde. I lang Tid mistvivlede man om hans Liv
og Forstand, men det sørgeligste var, at der opstod Forvirring i den danske
Hær, som nu trak sig tilbage, uden at lade det komme til Kamp. Medens
Kongen var syg og uvirksom, rykkede Kejserens Feltherre Wallenstein frem,
og Aaret l626 saa den kongelige Hærs Undergang. J Slaget ved Lutter
am Barenberge den 17. August tilintetgjorde Tilly efter en heltemodig Mod-
stand Kong Christians Hær. Selv undkom han med Nød og næppe, reddet
af sin Staldmester Wenzel Rothkirk Endnu havde han dog Kraft og Energi
nok til at samle en ny Hær, hvortil ogsaa Danmark maatte levere et Kon-
tingent, og i Foraaret 1627 stod 20,000 Mand rede til at dække Grænsen.
Men imidlertid havde Tilly og Wallenstein forenet sig; imod deres overlegne
Hære (?0,000 Mand) brødes enhver Modstand, og i Løbet af faa Uger var
Forvirringen og Nederlagene saa overvældende, at Fjenderne saa godt som uden
Modstand besatte Holsten, Slesvig og Jylland. Den holsten-gottorpske Hertug
sluttede sig til Kejseren, ingen af de forbundne rakte en hjælpende Haand,
og Danmark syntes viet til Undergang. Da reddede Kong Christian ved
Hjælp af Flaaden sit Rige. Ethvert Forsøg paa at komme over til Øerne
hindredesz talrige Landgange af danske Tropper paa Halvøen viste Wallen-
stein, at hans Stilling her var usikker, og da endelig hans Forsøg paa at
erobre Stralsund var strandet paa Borgernes tapre Modstand og den Hjælp,
Kong Christian og Gustav Adolf kastede ind i Staden, lykkedes det at faa
en Fred paa saa gode Vilkaar, som ingen havde kunnet vente. I Lybek
blev Freden sluttet 1629. Kong Christian opgav sine tyske Besiddelser, Bre-
inen og Verden, og lovede ikke mere at understøtte sine Trosfæller.
Danmark havde lidt frygteligt under denne Krig; i 5 Aar havde
Fjenderne huseret og gennemplyndret Halvøen; Millioner af Penge vare
udgivne uden Haab om Erstatning, og hvad der var det værste, Kong
Christian selv, han som havde været Aanden og Sjælen i hele sit Rige, fra
hvem ethvert Initiativ var udgaaet, han var nu en slagen Mand. Endnu
viste han senere i Farens Stund, at den gamle Kraft boede i ham; men
Faldet fra Hamelns Volde havde i Forening med Ulykkerne slappet hans
Viljekraft og oget hans Lidenskab. Heftige voldsomme Udbrud af Vrede,
afbrudte af Sløvhed og Mismod, hærgede Kongens Sjæl, medens huslige
Sorger og Statsbekymringer tærede paa hans Sind. Under Kalmarkrigen
havde han mistet sin Hustru; senere giftede han sig morganatisk med Kirsten
Munk, Ludvig Munks og Ellen Marsvins l7aarige Datter. 10 Børn fødte
hun ham, men hendes Utroskab midt under Krigen, da hun knyttede en Kær-
lighedsforbindelse med en tysk Greve, Ringreven kaldet, tvang Kongen til
at skilles fra hende. Men hun forstod at bevare sine Børns Kærlighed, og
støttet af dem førte hun en langvarig og højst fortrædelig Kamp med
Kongen. Af sine Sønner havde Kongen heller ingen Glæde; Tr0nfølgeren
Christian, som lGZLIc paa den pragtfuldeste Maade fejrede sit Bryllup med
Magdalene Sibylle af Saksen, ødelagdes af Drik og Udsvævelser; en anden
178 —
—» , »
—————-—-·IB-
UXY «
ei
Søn, Hans Ulrik, dode af lignende Tilbøjeligheder, og i Slutningen af sit
Liv beherskedes Kongen af sine Svigersønner, der vare gifte med Kirsten
Munks Døtre, og sont særlig lededes af den talentfulde Korfits Ulfeld, Eleo-
nore Kirstines ZEgtefeelle Og for disse sørgelige huslige Forhold havde
Kongen ingen Trøst i sit offentlige Liv. I stadig Kiv og Strid med Rigs-
raadet, som med Haand og Mund værgede for sin Stands Privilegier og
haardnakket vægrede sig ved at støtte Kongen i hans Forsøg paa at ophjælpe
Landet ved at fremme Borger- og Bondestandens Vel, maatte han se den
Magt, hvormed Kongedommet ved hans Tronbestigelse endnu var forlenet,
stedse synke mere og mere. Valget af Rigsraaderne og de høje Rigsembeds-
mænd gled ud af Kongens Haand, idet han kun kunde vælge blandt dem,
som Rigsraadet selv indstillede. Alle Forandringer til Bedste for Kronens
Indkomster af Lenene, som han han havde foreslaaet, maatte han tage til-
bage, da haiis ældste Søn døde, og Rigstaadet derved kunde sætte ham
Kniven paa Struben ved at sætte Betingelser for Tronfølgen.
Og endelig ramtes Landet af en Ulykke, saa stor som endnu ingen.
Siden Kalmarkrigen havde Sverig været Danmarks Akvefjende« og det en
Fjende, som man havde Grund til at frygte. Gustav Adolfs sejrrige Kampe
i Rusland og Polen havde allerede gjort Sverig til Herre over den indre
Østersø. Nu satte Gustav Adolfs Heltekraft det et endnu hojere Maal; hans
Deltagelse i Trediveaarskrigen hævede Sverig til Stormagtsrang i Europa,
samtidig med at hans Herre og Generaler erhvervede den overlegne Krigs-
erfaring og Dygtighed, som i over et Aarhundrede skulde følge det svenske
Folk. At Christian den Fjerde maatte betragte denne Fremgang som fare-
truende for Danmark, er selvindlyseude· Gustav Adolf og Oxenstierna havde
aldrig lagt Skjul paa, at det fremfor alt var Danmarks ydmygelse og dermed
Herredømmet over Østersøen, som var Sverigs store politiske Maal. Naar
Kong Christian derfor søgte ad Underhandlingernes Vej at hindre dets Erob-
ringsplaner i Tyskland, gjorde han kun, hvad hans Riges Tarv bød ham.
Saaledes var det lykkedes ham paa ny at faa sin Søn Frederik valgt til
2Erkebisp i Breinen og han havde efter haardnakkede Kampe og Under-
handlinger tvunget Hamburg til et Forlig, hvorved foreløbig den Toldafgift,
han krævede af alle Skibe, der sejlede paa Elben, og til hvis Haandhævelse
Fæstningen Gliickstadt var anlagt, blev sikret. Trods det tidligere Fjendskab
havde han nærmet sig Kejseren, og som Fredsmeegler mellem denne og
Sverig vist Tilbøielighed til at begunstige ham. Endelig havde han indledet
Underhandlinger med den russiske Czar om et 2Egteskab mellem dennes
Datter Irene og hans Son Valdemar Christian, en Forbindelse, som han
mente vilde sætte Svensken graa Haar i Hovedet. Men han kaldte der-
ved ogsaa Hævnen over sit Hoved. Uden foregaaende Krigserklæring
rykkede General Torstenson i December 1643 pludselig ind i Holsten, hvor
atter Hertugen af Gottorp, Frederik den Tredje, spillede Forræder. Samtidig
faldt en svensk Hær under Gustaf Horn ind i Skaane, medens Torstensons
Hær bredte sig over hele Halvøen uden at finde nogen nævneværdig Mod-
stand. Det var Axel Oxenstjernas Hensigt fuldstændig at tilintetgore Dan-
mark. En stor svensk Flaade skulde forene sig med en hollandsk Flaade,
— HY —
i’ sl7’«««f s·i’ « -
«· Miss-Ti , s
L ’——LM »
,.s.c’
R
iskc « « ckkz
Yppig-
som en til Sverig indvandret Hollænder, Louis de Geer, havde ladet ud-
ruste i Nederlandenez thi dette Land havde Kong Christian ufornuftig op-
hidset imod sig ved stadige Forhojelser af Øresundstolden· —- Da reddede atter
Kong Christian selv sit Rige. Den gamle Kraft vaagnede i hans af Sygdom
og Sindslidelser hærgede Legeme; under den almindelige Modløshed be-
varede han alene Aandsnærværelsen og Viljekraften. Flaaden, som altid
har været Danmarks Trøst i Nødens Stund, udrustedes, og selv gik den
67aarige Konge ombord paa Skibet Trefoldigheden for i Spidsen for Flaaden
at hindre Foreningen af de to fjendtlige Flaader. Først sejlede han til Göte-
borg, hvor hans Ankomst bevirkede, at den svenske Hær forlod Skaane for
at ile Goteborg til Undsætning· Derpaa ilede han imod Hollænderne, som
han efter en heldig Kamp tvang til at søge Tilflugt iListerdyb, hvorfra de
senere maatte sejle tilbage til Holland. Endelig vendte han sig mod Sven-
skerne og paa Kolberger Red ved Femern stod den afgorende Kamp den
l. Juli lcotlch. Under Kongens og Rigsadmiralen Jørgen Vinds Anførsel
kæmpede den danske Flaade med det største Heltemod. Kongen befandt sig
onibord paa Skibet Trefoldigheden En svensk Kugle kamte en af Skibets
Kanoner, der splintredes og saarede og dræbte flere af Kongens Omgivelser.
Kong Christian selv blev saaret og mistede Synet af sit ene Gje, men han
rejste sig igen og med djærve Ord formanede han sine Folk til at fortsætte
Kampen. Denne var uafgørende, men den svenske Flaade indespærredes i
Kieler Fjord. Atter syntes Heldet at skulle følge den danske Sømand. Da
undslap den svenske Flaade af Kieler Fjord begunstiget af Vinden, og da der
senere ankom en ny svensk-hollandsk Flaade, forenede denne sig med den svenske
og ødelagde en dansk Flaadeafdeling ved Laaland under Anførsel af Pros
Mund. Da samtidig Nederlænderne viste sig med en stor Flaade i Sundet,
var der ingen Udsigt til en lykkelig Udgang af Krigen, og Kongen maatte
bekvemme sig til at gaa ind paa de Fredsbetingelser, som Sverig stillede.
Ved Freden i Brømsebro l645 fik Sverig Toldfrihed i Sundet, og til Sikker-
hed herfor Halland paa 50 Aar, endvidere afstodes Herjedalen og Jemte-
dalen, Gulland og Oselz Hollcenderne fik Nedsættelse af Toldafgifterne.
Dette var Enden paa Christian den Fjerdes Regering Lykkelig og
glimrende havde Rigets Stilling været i de første 50 Aar; lemlæstet, for-
armet, i indbyrdes Kiv og Strid efterlod han det. Og dog har Nationen
stillet Kong Christian blandt sine lyseste Helteskikkelser, og ethvert Forsøg paa
at nedsætte hans Person og Karakter er altid blevet mødt med Uvilje og
Modstand. Det ligger i, at han i højere Grad end nogen anden af vore
Konger besad Handlingens Jnitiativ, den kraftige Vilje, den joviale Humor,
den ægte Folkelighed. Han manglede den skarpe gemiemtrængende Forstand
og det store Overblik, som karakteriserede hans Samtidige og Medbejler, Sve-
rigs berømte Konge, og si den voldsomme Storm, som gennemrystede Europa,
var han ikke den rette Styrmandz det danske Statsskib omtumledes af Stor-
men, indtil det med kappede Master maatte søge Havn.
Den 28· Februar lGLXZ døde Kong Christian, 7l Aar gammel, paa
Rosenborg Slot. Han blev begravet i det af ham opbyggede Kapel i Ros-
kilde Domkirke.
— 180
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
