Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian den Femte. (G. Blom og R. Christiansen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
11-
i
- i ii«
.-.·,» emä N- ,l Ajsstssdmh M
schniiliittn..·«-..»»»-t’ssls3»s
M
. ss · «k»»»« ·
— dsllikiitsuigikliildl -... t
Det følgende Aar brod den egentlige Krig med Sverig ud. Den danske
Flaade hævdede sin Overlegenhed over den svenske; Niels Iuel erobrede Gul-
land og i Forening med den hollandske Flaade under Tromp seirede han
ved Gland over Svenskerue. Derefter gik den danske Hær over til Skaane.
Modtaget med Begejstring af den dansksindede Befolkning, der rejste sig imod
Svenskerne og som »Snaphaner« under Svend Gonges Anforsel forte en blodig
Guerillakrig, lykkedes det i Løbet af kort Tid at besætte næsten hele Provinsen.
Fra Norge rykkede Gyldenlove med en Hær ind i Bohus Len, og fra den
danske Hovedhær udsendtes et Korps, der skulde forene sig med ham; for-
enede skulde derpaa den norsk-danske Hær trænge ind i Sverig og tvinge
dette Land til Fred. Da reddede den unge svenske Konge sit Land. Hurtig
kastede han sig over det danske Korps, der var naaet til Halmstad, tilintet-
gjorde det og tvang derved Gyldenlove til atter at gaa tilbage til Norge.
Derpaa vendte han sig imod den danske Hovedhær, der stod ved Lund, og
under begge Kongers Oer udfoegtedes her den Sc. December l676 den Kamp,
der afgjorde Skaanes Skæbne. Sejren heldede allerede til de Danskes Side-’
da forlod Kong Christian Valpladsen, tilskyndet af sine Raader, der frygtede
for at udsætte hans Liv for Fare, medens Kong Karl selv ved et rask An-
greb vristede Sejren ud af de Danskes Hænder Over Halvdelen af begge
Hære vare faldne eller saarede; den danske Hær lejrede sig ved Landskrone,
medens hele Skaane med Undtagelse af Kristiansstad blev i Svenskernes
Hænder.
Det følgende Aar (1677) genoptoges Krigen. Atter sejrede de Danske
til Søs. Men her kommanderede ogsaa Tidens store Sohelt Niels Iuel. So-
krigen havde han lært i Holland under den beromte Admiral Ruyter I Krigen
l658—60 havde han udmærket sig, efter Krigen havde han som Holmens
Chef gjort sig fortjent af Flaadens Udrustning, og nu havde han faaet
Overkommandoen over den danske Flaade. Først jagede han en svensk
Flaade paa Flugt under Mon og en Uiaaned efter, den l. Iuli, tilintet-
gjorde han den svenske Hovedsiaade i Koge Bugt. 12 Skibe bleve ødelagte
eller erobrede, og den svenske Flaade viste sig ikke mere i Soen under Krigen.
Østersøen beherskedes atter af den danske Flaade.
Men til Lands viste atter Svenskerne deres Overlegenhed Ved Lands-
krone maatte den danske Hær vige, og skønt man endnu hævdede Besiddelsen af
denne Fæstning, foruden af Helsingborg og Halmstad, kunde Udfaldet ikke være
tvivlsomt. I August l678 maatte den tapre v. Often overgive Kristiansstad,
og hermed var ethvert Haab om Skaanes Generobring udslukket.
Imidlertid havde Nederlandene sluttet Fred med Frankrig, og snart maatte
dets Forbundsfæller følge dets Eksempel Ludvig den Fjortende holdt sin
beskyttende Haand over Sverig; han vilde ikke tillade, at det svækkedes ved
Landafstaaelse, og hverken Kurfyrsten af Brandenburg eller Danmark maatte
høste noget Udbytte af Krigen. I Lund samledes Sendebud fra Sverig,
Danmark og Frankrig — ,,ikke en Landsby« skulde Sverig miste, sagde den
franske Gesant s–— og saaledes skete det. Danmark maatte tilbagegive, hvad
det havde erobret, Hertugen af Holsten-Gottorp fik sine Lande og sin Suve-
rænetet igeu. Men ogsaa Sverig var træt af Frankrigs overmodige For-
193 —
mynderskab, og ledet af den dygtige Statsmand Iohan Gyllenstierna foreslog
det og satte igennem, at et Forsvarsforbund stiftedes mellem de tre nordiske
Riger. Et Giftermaal mellem Kong Karl og Christian den Femtes Soster
Ulrikke Eleonore beseglede Freden og For-bundet
Men i Danmark var Misfornojelsen med Freden stor; Præsten i Hellig-
aandskirken i København, Esaias Fleischer kaldte den fra Prædikestolen en
,,skiden og skammelig« Fred, og den grusomme Forfølgelse, som Svenskerne
foranstaltede mod de Skaaninger, der havde sluttet sig til Danskerne, vakte
almindelig Sorg og Forbitrelse.
Det var ikke Griffenfeld, som havde ført Krigen til Ende paa denne
Maade. Endnu før Krigen ret var begyndt i Skaane, var han bleven
styrtet. Hans hurtige Ophojelse til næsten uindskrænket Magt havde ikke
været heldig for hans Karakter. Skyggesiderne ved denne vare traadte
stærkt frem og havde skaffet ham talrige Fjender. Scrrlig klagedes der over
at han paa en aldeles ublu og usommelig Maade tog imod Penge for Ud-
delingen as ethvert nok saa lille Embede og at han ved sin overmodige Op-
træden saarede gamle og nye Venner-. Kongen havde gentagne Gange ad-
varet ham paa en fin og smuk Maade, men uden Virkning. Sligt vilde
dog ikke kunne have fældet en Mand som Griffenfeld, hvis han ikke havde
haft sine farligste Fjender i den Lejr, der førte Kongen frem til en stedse
dristigere Krigspolitik. Hertil hørte Ahrenstorferne, de senere saa uheldige
Førere i Slaget ved Lund og Belejringen af Kristiausstad, dertil hørte Griffen-
felds tidligere Ven Gyldenlove, den dygtige Iohan Adolf af Pldn, og endelig
Grev Frederik Ahlefeldt, som var en kraftig energisk Statsmand. Tillige
havde han ved sin Optræden i et særligt Anliggende skaffet sig bitre Fjender
ved selve Hoffet· Efter sin første Hustrus Død, en Broderdatter af Hans
Nansen, var han ved Enkedronningens Bestræbelser blevet forlovet med
Prinsesse Louise Charlotte af Augustenborgz men, som det synes, af Kær-
lighed til en fransk Prinsesse Charlotte Amalie, brød han med sin Brud, og
fik dog ikke den franske Prinsesse. Det lykkedes hans talrige Fjender at vinde
Kongens Øre, saa meget mere som Griffenfeld ogsaa gjorde sig skyldig i
en grov Uforsigtighed ved at lade franske Breve til Sverig gaa gennem
Danmark under sit Kuvert, og den ll. Ufarts 1676 fængsledes han paa
selve Slottet og førtes til Citadellet· Hans Sag blev bragt for Hojesteret,
men der gaves ham ikke selv den fornødne Tid og Lejlighed til at fore sit
Forsvar, og Dommen erklærede ham skyldig iStatsforrcrderi (hvad der aldrig
er blevet bevist) og Brud paa hans Embedspligter Han domtes til Tabet
af Ære, Liv og Gods. At denne Dom paa Retterstedet blev forandret til
livsvarigt Fcengsel, at den store Statsinand senere fra Citadellet førtes til
den fjerne O i Trondhjemsfjord, at han sad her saa længe, indtil han ned-
brudt paa Sjæl og Legeme var et Vrag, vil altid vidne om, at Enevceldens
første Konge viste den største Utaknemmelighed imod sin bedste Tjener, og at
man med Tilsidescettelse af Landets Tarv bortkastede en Kraft, som Danmark
ikke havde haft Mage til siden Absalons Dage.
Griffenfeldts Efterfølger blev den iøvrigt dygtige Frederik Ahlefeldt, og
man maa erkende, at der blev udført meget godt og dygtigt efter Krigens
—19«i—
Slutning til Landets Fremme. Eiievældens Bestræbelser for at koncentrere
Styrelsen havde gavnlige Folger i de fortrinlige Lovarbejder, som udkom under
Navn af Christian den Femtes danske og norske Lov og som ophævede de hidtil-
værende uensartede Landskabslove. En ligeligere og retfærdigere Fordeling
at Skatterne fremmedes ved Udarbejdelsen af en Uiatrikeb hvorved Landets
Iorder skyldsattes i Forhold til Jordens Beskaffenhed Derimod havde man
ingen Interesse for at ophjælpe Bondestanden og forbedre Landets Hoved-
indtægtskilde, Agerbruget. Det var Merkantilismens Tid, saaledes som den
udvikledes i Frankrig af Colbert. Rigernes Velstand skulde baseres paa Massen
af det ædle Metal, som fandtes i Landet. Derfor skulde Handelskoloni- og
Fabriksvcesenet ophjælpes, for at saa mange Penge som muligt kunde strømme
ind i Landet, medens hoje Toldpaalceg hindrede Udlandets Konkurrence og
dermed, at Pengene gik ud af Landet. Agerbruget blev da kun en Indtægts-
kilde af anden Rang, og for Danmarks Vedkonnnende havde det til Følge,
at Landets Iordbrugere gik tilbage i Velstand og dermed i Skatteevne.
Haardest ramte det Bonderne, som tillige ved Oprettelsen af særlig begun-
stigede Grevskaber og Baronier stilledes i et endnu sorgeligere Rets- og
Ejendomsforhold til Godsejerne end de hidtil havde staaet. Vornedskabet
hvilede tungt paa Oernes Bondestand og Selvejerbøndernes Antal formind-
skedes i en betænkelig Grad.
Det vanskelige Forhold til Hertugen af Holsten-Gottorp vedblev under
hele Christian den Femtes Regering Hertugens Forbindelser med Sverig
var en stadig Kilde til IEngstelse for den danske Konge. Det kom endog
saa vidt, at Kongen sGSLs inddrog den hertugelige Del af Slesvig som et
forbrudt Len under Danmarks Rige. Det saa ofte ud til, at der paa ny
skulde udbryde en Krig i Norden. Men tilsidst maatte Kong Christian give
efter og ved Forliget i Altona 1689 sik Kristian Albrecht sin Del af Slesvig
tilbage. Da han dode 1694 og hans Søn Hertug Frederik Llc Aar efter
ægtede Karl den Ellevtes Datter, lagdes Grundvolden til den store nordiske
Krig. At Hæren og Flaaden under disse Forhold var Genstand for Kong
Christians levende Omsorg, falder af sig selv. Rensborg befæstedes og Nød-
vendigheden af Hertugdommernes og særlig Slesvigs Indlemmelse i det
danske Rige udtaltes med stor Kraft i Kongens hemmelige Testamente og
Breve til sin Efterfølger.
Kong Christian den Femte var gift med Charlotte Anialie af Hessen-Kas-
sel, en elskværdig, men lidet indflydelsesrig Dame. Større Indflydelse paa Kon-
gen havde hans Mætresse Sofie Antalie Moth, og omkring hende dannede
der sig en Kreds af Lykkeriddere, der trængte sig ind i Statens vigtig-
ste Embeder. Hoflivet førtes med stor Pragt; man efterlignede Ludvig
den Fjortendes Hof i Versailles med dets tomme Pragt og Glans, dets Iagter
og kostbare Fornojelserz men det maa dog siges til Kongens Ære, at han
ved sin personlig jævne og bramfri Optræden og ved den Adgang, alle
og enhver havde til hans Person, vandt sit Folks Hjerte. Han døde den 25.
August l699 i København og bisattes i Roskilde Domkirke. Hans Hustru
døde først l?s4c. Charlottenborg paa Kongens Nytorv var hendes Resi-
dens og fik Navn efter hende.
— 195
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
