Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Da han var tyve Aar, blev han, som alle unge
Bergensere, sendt til Udlandet for at lære, og han havde været i
Hamburg i fire Aar, da han fik Brev fra sin Far, som ellers
aldrig skrev. Dette var ogsaa ganske kort.
»I3et staar ikke godt til, kjære Søn,« stod der i Brevet,
shverken med det ene eller med det andet. Du faar komme
hjem nu, Rasmusmand. Din Far længes efter dig. Du kan
gaa med »Mette Kristine», som kommer til Hamburg en
af Dagene.*
»Mette Kristine« var et af Brunchorsts egne Skibe og
opkaldt efter hans afdøde Hustru.
I en Storm over Nordsjøen havde Rasmus Tid til at
tænke paa, hvad det var, som ikke stod godt til, og da
«Mette Kristine« kom ind til Kristianssand for et lidet
Havari, laa der et nyt Brev — fra en anden Haand. Faderen
var død og Boet fallit.
»Jeg kan godt huske Gamle Brunchorst,« sagde Mor.
»Han var den første Selskabsmand i Byen og den første
Mand til at spille Komedie paa Theatret; derfor maatte det
jo gaa, som det gik. Aldrig af Sengen nogen Morgen før
Klokken n — og saa ud i Frokost med Dram.«
Far mente, at det var ikke bare dét, som havde gjort
det; men Gamle Brunchorst havde ikke Blodet, det rigtige
Handelsblod — merkverdig nok, han var jo Hanseat; han
havde ikke den rette Fingerkløe efter Guld, den rette Kløe,
som ikke hører op, før Fingrene visner.–-
Rasmus Brunchorst vidste godt, hvad der havde
ødelagt hans Far — han var voksen nok til at skimte det, før
han reiste. Men han vidste ogsaa — mere end alt andet —
at han var død.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
