Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Michael Toppelius at vide, at de lykkelig var
undsluppet alle Farer og var i god Behold i
Stockholm. Et Par Maaneder i Forvejen havde han
hørt Freden fofkynde fra Prædikestolen. Nu
skulde man altsaa tro, at den gamle var glad og
lykkelig i Forvisningen om, at Sorgens og
Hjemsøgelser Tider var forbi.
Men nu er at bemærke, at dette var den
Fredsslutning, som gjorde ham og alle Finner til
russiske Undersaatter. Hvor glad han end blev over,
at Sønnerne var i Live, maatte han dog med Uro
tænke paa, at disse to, der opholdt sig i Sverige,
nu var i et fremmed Land. Han kunde ingenlunde
være sikker paa, at de vilde vende tilbage til
Finland og give sig ind under russisk Herredømme.
Den ene Maaned gik ogsaa efter den anden
uden noget Tegn til, at de agtede at vende hjem.
De undskyldte sig med, at de ikke godt
kunde komme, før de var færdige med deres
Lægeeksamen, og dermed maatte Faderen slaa sig til
Taals, skønt det stod ham klart, at jo længere de
tøvede, desto sværere vilde det falde dem at
forlade Sverige, som de skyldte deres Uddannelse, og
hvor en lys Fremtid ventede dem.
Maanederne blev til Aar. Den gamles Hoved
sænkede sig mod Graven, men endnu saa han
ikke noget til Sønnerne. Nu var det ham, der
trængte til at sende Spejdere ud og spørge: Ser
du ikke nogen komme ? Ser du endnu ingen, ingen
komme ?
Men i Efteraaret 1811 kom virkelig den ældste
Søn, Zachris, tilbage til Finland. Han var allerede
13
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
