Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Min sidste Sommer i Hjemmet - I Skoven og paa Fjeldet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
65
i Fjeldene hinsides Aumdalen. O hvor vinkede ikke
denne Dal mig med en underlig Magt. Hvert Spor af
Træthed efter den besværlige Vandring forsvandt, og
endskjønt der for min Ledsager vel ogsaa var Noget
som tr a k derhenne, blev han dog langt efter mig, idet
vi, hoppede fra Steen til Steen og Afsats til Afsats,
i ustandset Fart sprang ned mod Veien, som snart faaes
at dukke op af det trange Dyb, hvor Fjeldbækken suste.
Hvad er det som bevæger sig saa langsomt nedad
Bakken derhenne imod os, og med sin uformelige Bredde
udfylder hele Veien? Nu bliver det atter borte i Dalens
Krumning, og vi faae ei see det mere førend vi naae
forbi hiin Berghammer med de udoverhængende Birke
buske. O, det er ikke Andet end en Hest med fuldlæsset
Kløvgreie. Hesten gaacr alene uden at styres af nogen
menneskelig Haand, men bagefter vandrer en Kjærring,
som strikker paa sin Strømpe, übekymret for den kost
bare ladning, som er betroet til Hestens sikre Fod. Ja
vel er Ladningen værdifuld, ialfald for hende, thi
medens den ene Kløvmeis er udspendt med Smørdyller,
Melkeflasker og deslige, seer man i den anden Hovedet
og Hænderne af et treaars Barn stikke op, medens hele
Resten sidder vel stuet mellem Oste og alskens Sæter
pjank. Men Veslefar eller Veslemor, hvad det nu ’kan
være, yttrer aldeles ingen Misnøie med sin tvungne
Stilling, men vedbliver i philosophisk Rolighed at gnave
paa det Sidste af den Sødmysostbid, som Moderen til
5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
