Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Min sidste Sommer i Hjemmet - Hvorledes det saa videre gik til i og efter Brylluppet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
167
dog ved den Leilighed heller staae som Brudgom. Grun
den var den, at ingen Anden kunde være Bruden end
min lille Veninde Olaug, der, som Brudepige, efter den
Tids Brug var pyntet med Sølvkniplinger og røde Snare
baand om Haaret, og i denne Stads tog sig saa godt ud,
at hun sagtens var selvskreven til Brud. Saa blev der da
med stor Stemmefleerhed besluttet at lege «Manden
Graa.» Denne Leg foregaaer paa den Maade, at En af
Flokken, sædvanlig den Største og Stærkeste, som Man
Graa gaaer udenfor og begynder at dundre ganske uma
nerlig paa Døren. «Haakken æ dæ, som banke paa mi
Dør?» spørges der indenfor, hvorpaa den graa Mand
svarer med gyselig Stemme: «Man Graa.» «Ker vil han
haa?» «Baana smaa.» «Ja døm ska du faa. Men klæ
dæi væl, stø’ dæi væl, dætt du næ, saa fæ du ittnaa
Baan.» Nu slippes da Manden Graa ind og der begyn
der et svare Rend og Spektakel, idet han skal see til at
snappe Nogen af «Baana smaa,» medens disse paa sin
Side ved alskens Faldstrikker og listige Midler søge at
faae ham overende, i hvilket Tilfælde han atter maa
ud igjen som Manden Graa.
Efterat have leget os mætte af denne og endnu et
Par andre Lege, skulde vi til Forandring dandse Trampe
lure, en Dands som vel ikke egentlig hørte hjemme der
i Egnen, men dog i vor lille Kreds var indført af gamle
Faster. Dandsen, hvis fornemste Eiendommelighed, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
