Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Barndom og ungdom.
13
Men tunglyn det heldt likevel paa aa faa overtak over
Grundtvig 110, om han for med skjemt og gjorde seg kipen.
Daa han eingong kom til prestegarden, var det eit par andre
framande der med. Ved kveldsbordet sat Grundtvig sturen
og tagali. Daa sa den elles so blide og venlege vertinna
til honom:
„Hørt Ved De hvad Grundtvig, naar De saadan vil
sidde uden at si et Ord, maa De virkelig heller blive hjemme."
„Ja! Det har De Ret i. Jeg er heller ikke skikket til
at være blandt Mennesker," svara Grundtvig. Ilan reiste
seg og gjekk og vart ikkje paa nokon maate fornærma paa
frua, for det Ini sa.
Det var korkje lesnad eller tankearbeid, som gjorde, at
han var so fordrøymd og tung av seg. Dot var ein ulukkeleg
elsk han drogst med, og det gjekk mange aar. for ban kom
over dette. Han visste heile tida. so vei, at kjærleiken hana
var og maatte vere voni aus. „Min aand vei aander til sig
drog, men intet hjerte for mig slog." — Det var korkje
meir-eller minder enn Constance, frua paa Egelykke, han hadde
vorte forelska i. Men ho elska ikkje honom, og det korkje
ynskte eller vona han heller. Likevel hadde denne kvinna
teke hugen hans so sterkt, at alt vart som inkje mot henne.
I eit brev^ han skreiv til ein Ven seinare eingong, staar
det m. a.:
„Jeg saa en Kvinde, og jeg elskede liende i det fyrste Nu saa
dybt, saa glødende, som det er en dødelig muligt — Dog kort
var denne Salighed; thi jeg behøved blot at vide, jeg elsked, for
at blive saa ulykkelig, sum jeg kuitde blive. De borgelige
Forhold stod som en uoverstigelig 11 ur mellein os. O, hvor jeg har
kjæmpet med den frembrydende, voksende Lidenskab 1 Med
hvilken Magt har jeg nødtvunget min Sjel i de mest a ns
trængen de Sysler for at dæmpe Stormen, der rasede 1 mit Indre!
Dog var alt forgjæves, det var som om Mennesket vilde med
sin Haand dæmme for den susende Rj erg.st rom. Aar lien randt
og svag nedsank jeg i det mørkeste Tungsind."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
