Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De tre gamle Mænd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
148
Et Stenkast borte saa’ Biskoppen tydelig de tre
gamle: først den høje nøgne med Bastmaatten om
Lænderne, saa den mindre i den lasede Kittel, og
endelig den mindste og ældste i den gamle Kutte:
der stod de alle tre og holdt hverandre i Haanden.
Man naaede Bredden, en af Matroserne holdt
an med Baadshagen, og Biskoppen gik i Land.
De gamle bøjede sig dybt for ham. Han gav
dem sin Velsignelse, hvorpaa de bøjede sig endnu
dybere. Og Biskoppen tog nu til Orde:
— Jeg har hørt, hvorledes I Guds Mænd
tilbringe eders Tid her med at søge Frelse for eders
Sjæle og bede til Gud for eders Medmennesker.
Da Herren i sin Miskundhed har udvalgt mig
uværdige til at vogte sin Hjord, saa ønskede jeg
nu ogsaa at se jer, hans Tjenere, og belære jer,
saa vidt det staar i min Magt.
Ingen af de gamle sagde noget; men stod
bare og smilede, medens de afvekslende saa’ paa
hinanden.
— Sig mig nu, hvorledes I søger Frelse for eders
Sjæle og, hvorledes I bærer jer ad med at tjene
Gud? spurgte Biskoppen.
Den næstældste sukkede og saa’ hen paa den
ældste, medens den høje blot rynkede Brynene og
ligeledes saa’-" hen paa denne. Den ældste smilede
og sagde:
— Du Herrens Mand! Vi forstaar os ikke paa
at tjene Gud. Vi føder os selv og lever bare for
os selv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
