Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hvor megen Jord har vel et Menneske nødig? - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
174
VIII.
Det varede ikke længe før alle Bashkirerne
vare forsamlede og afsted gik det til Hest og til
Vogns ud i Steppen. Paköm fulgte efter i sin
Rejsevogn med Karlen. Stedet, som man styrede
hen imod, laa paa en lille Høj — Schikån, som
Bashkirerne kalde det paa deres Maal — og man
havde aldrig saa snart naaet den, før Morgenrøden
allerede begyndte at vise sig i Horisonten. Man
kom i en Fart ned ad Hestene og ud af Vognene og
samledes i en Klynge paa Højen. Her traadte den
ældste hen til Paköm og sagde, idet han viste med
Haanden ud over Steppen:
— Alt hvad Du ser her saa langt Øjet rækker
er vort. Vælg nu selv hvad for et Stykke Du
vil have.
Paköm var nær ved at se sig Øjnene ud af
Hovedet paa al den dejlige Jord, som laa foran
ham. Overalt, hvor han saa’ den fineste Muldjord
saa jævn som et Stuegulv og helt bevokset med
Gyvel; hvis der af og til forekom en Dal, var den
fuld af det saftigste Græs, der gik én til midt op
paa Livet.
Den ældste tog sin Ræveskindshue af og sagde,
idet han lagde den foran sig paa Jorden:
— Se, det er vort Mærke. Herfra skal Du
gaa ud og hertil skal Du igjen vende tilbage. Alt,
hvad der ligger indenfor den Kreds Du kan gjøre
imens er dit.
Paköm tog Pengene frem og lagde dem paa Huen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
