Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Pearys Reise over Nord-Grønland - XXIV. Den nord-grønlandske Hund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112 O VER NORD-GRØNLAND
en udmærket maade tjener sit formaal. Det er
forarbeidet af sæl eller bjørneskind. Den livligste af hundene faar
gjerne en noget længere trækrem end de øvrige, hvorved
den kommer til at springe som et lysende og opmuntrende
eksempel lige foran de andres snuder, et hverv, hvis store
ansvar den i regelen synes at have en tydelig følelse af.
I det hele mangler der ikke paa intelligens hos
eskimohundene, noget, der især kommer for dagen under
udøvelsen af deres hyppige tyverier. Det er udelukkende
spiselige ting, de befatter sig med at stjæle; men da de
under den nævnte kategori henregner saavel sit eget
seletøi som sin herres telt, hans bukser, kamikker og
skjorter samt surringerne paa slæden og mangfoldige andre
ting, der er lavet af skind, sættes hundeeierne jevnt og
stadig paa taalmodighedsprøver, som de vistnok selv
bestaar med glans, men som kunde bringe en
hvilkensom-helst uøvet stakkar til at eksplodere af sinne. Jeg har
seet en eskimo vaagne og finde haarene i sin
renskinds-pels spredte for alle vinde udenfor sin hytte, medens det
meste af pelsen var opspist; men al den vrede, han kunde
præstere mod synderen, gik dog ikke videre end til at
udstøde et ærgerligt:
»Naav-ajo-tupilaleksjosjo-sinapadujo-takko!« eller omtrentlig: »Aanei, sku’ du set slik en
elendig tulling da !«, hvorefter den »elendige tulling« atter
blev fastgjort til den sten, hvorfra den havde slidt sig løs.
Men jeg har ogsaa set to sønner af den høiere
civilisation vaagne og finde sine votter istykkerrevne og
halvfortærede paa sneen i nærheden af deres leie. Den ene
valgte den bekjendte ud vei at bande, saa det lysnede for
øinene paa kammeraterne ; men den anden, der var altfor
brav til, at han nogensinde skulde ville udtale nogen ed,
greb sit tykke svøbeskaft, fik fat i den hund, han ansaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
