Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Pearys Reise over Nord-Grønland - XXIV. Den nord-grønlandske Hund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
O VER NORD-GRØNLAND
paa hinanden, hyler en stund, hvorefter det hele er over.
Men anderledes er det, naar to fremmede hundespand ved
en forsømmelse tillades at komme hinanden saa nær ind
paa livet, at de kan faa et tandgemæng istand. Da fyger
ikke alene haardotterne i luften, men talrige bloddraaber
sætter snart sine røde mærker paa sneen mellem de
kjæmpende par.
Noget, der er karakteristisk for eskimohunden, er, at
hvert spand stedse har sin konge, der, om den end ikke
altid er den stærkeste, ialfald er den mest øvede og
uforfærdede slaaskjæmpe blandt dets medlemmer, og mod
hvis tyranniske luner ingen tør mukke. Naar nu to for
hinanden fremmede spand for kortere eller længere tid
sættes sammen, kommer selvfølgelig en meget vigtig
kamp til at foregaa mellem kongerne i de to spand.
Men samtidig kjæmpes der ogsaa tappert i de lavere
rækker for nøie at komme paa det rene med hver enkelts
fremtidige rangstilling. Først naar udfaldet af alle disse
O O o
kampe efterhaanden er afgjort, begynder ligevægt at
indtræde inden det lille samfund. Men clen overvundne
konge er som en knækket mand. Dens hale, der før
bares høit paa ryggen, hænger nu sørgmodig ned mellem
benene, og det før saa løftede hoved er blevet ludende,
medens øinene skjelende følger enhver bevægelse hos
den forhadte seirherre. Denne derimod spankulerer nu
omkring mellem sine undersaatter, færdig til at revne af
hovmod.
Der herjer imellem en farsot blandt cle grønlandske
hunde, der fra aar til andet bortriver et stort antal af dem,
ja, som flere gange efter de indfødtes eget udsagn skal
have truet med ganske at udrydde dem. Hos det enkelte
individ ytrer denne sygdom sig paa den maade, at dyret
lidt efter lidt taber appetitten, det bliver mere og mere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
