Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hypochonder, led især i sine senere Aar under
Følelsen af Intet at due til og kunde komme frem
med Udbrud, der viste at han til sine Tider
følte sig som den Elendigste af Alle. (Eft.
Pap. II. 127). Saaledes omtrent tænker jeg mig,
at en eller anden af Cromwells Soldater, en eller
anden Jeroboam-Lev-for-at-opstaae eller
Pimpleton-Gud-være-med-os har klaget sig i de Timer,
da Naaden var svag i ham. Medens den
forholdsvis lykkelige unge Mill ved sin Faders
Haand førtes ind i Videnskaber, som der vel
udfordredes en Mands Aandskraft til at magte, men
dog i Videnskaber, indviede denne mørke og
fantastiske Puritaner af Almuesklassen sit stakkels
Barn i alle de Angster og Bekymringer, hvormed
den christelige Orthodoxi, forkyndt af en i Skrupler
og Anfægtelser henlevende udannet Mand, kan
omspænde et barnligt Sind. I «Synspunktet for
min Forfattervirksomhed» S. 59 hedder det: «Som
Barn blev jeg strengt og alvorligen opdraget i
Christendnmmen, menneskelig talt afsindigt
opdragen: allerede i den tidligste Barndom havde jeg
forløftet mig paa Indtryk, som den tungsindige
Olding, der havde lagt dem paa mig, selv segnede
under — et Barn afsindigt paaklædt til at være
en tungsindig Olding.» Hvo kan da undre sig
over, at der kom Øieblikke, i hvilke den Gamle
stod stille foran Sønnen, sørgmodigt betragtede
ham og sagde hine Ord, der aldrig gik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
